Alverdens Vine præsenterede sommerens europæiske vine ved en vinfestival lørdag eftermiddag. Det blev en overvældende succes.
Det danske sommervejr viste sig fra sin bedste side lørdag eftermiddag, hvor Alverdens Vine havde arrangeret vinfestival i butikken, på gårdspladsen, ja over det hele.
Solen skinnede fra himlen ned over Alverdens Vines sommer-vinfestival i det fri, hvor tilmeldingerne i timerne op til åbningen væltede ind.
– Vi måtte simpelthen sige stop da vi nærmede os de 90 deltagere. Vi brugte hele vores gårdsplads, butikken, hele vejen ind til butikken og en del af p-pladsen. Vi havde knapt nok pladser nok. Havde vi lukket alle ind, måtte vi også spærre Farum Hovedgade af, og den gik nok ikke, siger Bjarke Hellinghus, indehaver af Alverdens Vine og fortsætter:
– Folk tog det med godt humør, og tørvejret og den flotte sol gav os en god dag, hvor vi kunne præsentere vores europæiske sommervine.
Deltagerne var især interesserede i de vine, som de normalt ikke møder.
– Det som specielt havde interessen, var vine fra små nørdede producenter, som vores importører kunne fortælle alt om. Fokus var særligt på økologiske og biodynamiske vine som også skulle være betalbare for en hverdagspengepung, fortæller Bjarke Hellinghus.






