Vores Furesø gentager fokuspunkt i 2026

Projektet Muler og Måneskin blev udviklet af Alugod Spejderne og foreningen Naturtalenterne og modtog støtte fra puljen for Vores Furesø i 2025. Puljen skal også i 2026 søges af mindst to aktører.

I 2025 arbejdede puljen Vores Furesø med en samarbejdsmodel, hvor foreninger kunne gå sammen med andre aktører om aktiviteter. Den model gentages i 2026.
Af Mikkel Kjølby
Puljen Vores Furesø har efterhånden nogle år på bagen. Hvert år er ansøgningsmodellen blevet justeret. I 2025 blev det til, at foreninger kunne gå sammen med andre aktører om at søge tilskud til aktiviteter indenfor kultur- og fritidsområdet fra puljen.
Den model fortsættes i 2026, hvor der er frist for ansøgninger den 1. februar. Det er muligt at søge om 25.000 kr. i støtte til en ny aktivitet.
Læs mere på: www.furesoe.dk/puljenforvoresfuresø.

Nye tennisbørn på banen
I 2025 gik Farum Tennis sammen med Red Barnet Furesø for at finde ud af, hvordan tennissporten kan komme flere børn og unge til gavn – også dem, der ikke opsøger den selv, måske fordi de ikke har ressourcerne. Det udviklede sig til projektet Red (tennis)barnet, der med støtte fra Puljen for Vores Furesø fik aktiveret en del af de børnefamilier, som Red Barnet har kontakt med.
– Der blev både skabt interesse og kompetencer hos deltagerne og en vigtig læring for hjælpetrænerne, fortæller breddechef i Farum Tennis, Frederik Hausner Petersen, og tilføjer, at en af deltagerne nu er startet på et fast træningshold i klubben.
Også Alugod Spejderne benyttede puljens krav om samarbejde til at udvide paletten og perspektivet. Interessen for udeliv og fællesskab bragte spejdergruppen i dialog med foreningen Naturtalenterne, der med Nanna Rugh Wrangel som forperson bl.a. tilbyder naturformidling og dyreassisterede læringsforløb til sårbare målgrupper.
Det fælles projekt Muler og Måneskin bestod af seks arrangementer på Flyvestationen, der hver gang samlede ca. 100 deltagere og frivillige om aktiviteter og nærvær i naturen.
– En stor del af succesen skyldes de fantastiske frivillige. Både spejderledere og Naturtalenternes engagerede hjælpere, som har lagt hjerte og tid i at skabe trygge, sjove og meningsfulde oplevelser, fortæller gruppeleder Henrik Wenøe fra Alugod Spejderne.
Samvær og fællesskab var også i fokus for projektet Svømning og fællesskab for kvinder, der blev udviklet i et samarbejde mellem DOF Furesø Fritidsskole, Farum Familiesvøm og Furesø Fritidsvejledning. Bevillingen fra puljen blev givet til et forløb, rettet mod kvinder, der søgte nye, sociale netværk.
Forløbet bestod af svømning, kreative aktiviteter og socialt samvær, og havde en stor betydning for deltagerne, både på grund af muligheden for at dyrke motion og for at udfolde sig kreativt i et trygt fællesskab.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder