Tidligere leder af Farum Kulturhus stod for båltalen ved Sankthansbålet ved Farum Sø. Hun lagde ikke fingre imellem.
Bliver der passet godt nok på Furesøs kunstskatte?
Ikke hvis du spørger Zanne Jahn. Det kom til udtryk, da den mangeårige leder af Farum Kulturhus holdt båltale i Fredtofteparken, hvor man for snart 25 år siden etablerede Farums Internationale Skulpturpark.
Zanne Jahn sagde blandt andet følgende:
– Når der skal skæres ned på budgetterne, så er det næsten altid kulturen, som må stå for tur. Man syntes ikke den er så vigtig. Furesø er en af de kommuner i Danmark, som kan bryste sig af at have en meget stor kunstsamling. Blandt andet kunst som er købt ind af tidligere borgmestre og byråd. I dag smykker alle disse værker vores rådhus, plejehjem, skoler og mange andre offentlige rum. Vores skulpturpark fylder i år 25 år. Og det bliver da også festligt fejret. Parken, som nu har stået i 25 år, havde nyhedens interesse, men er så langsomt gået i glemmebogen.
– Da Peter Brixtofte, sammen med Yael Artsi og jeg og andre gode personer, fik symposiet sat på benene, vidste jeg, at noget helt uforglemmeligt ville ske. Vi fik en smuk park, som blev nævnt i bogen om Europas bedste skulpturparker sammen med Trapholt og Louisiana. Jeg kunne ønske mig lidt mere. Ja jeg kunne ønske mig at vi passede bedre på parken. Og vi bliver ved med at pleje og vedligeholdt den også efter, at jubilæet er overstået. Diversitet er en godt og godt, at der er opmærksomhed på dette. Men jeg kunne godt ønske mig, at græsset blev slået, så man igen kan anvende parken som en park, med alt hvad det indebærer. Det må og skal være skulpturerne, der er i fokus.
Og hvorfor er parken kun tilgængelig for os, der er selvhjulpne? Det er et godt spørgsmål. For ifølge FN`s handicap konvention, skal handicappede have adgang til naturen og andre fritidsområder, som parker og turiststeder, på lige fod med andre. Så det var måske en god ide at anlægge små stier i parken, så vi alle får mulighed for at nyde kunstværkerne. Jeg kunne ønske mig, at skulpturparken kom mere på det store landkort. Skulpturparken er en attraktion, som langt flere burde kende til. Og som vi kan være rigtig stolte af.
Grundlæggende kan vi være stolte af al den gode kunst, vi har stående i kommunen. Og her kan fortælle jer, at vi har over 80 skulpturer i det åbne rum, lavet af mange forskellige anerkendte kunstnere. Lad os få noget fokus på disse værker, få kortlagt en eller flere kunstruter rundt i kommunen. Få udarbejdet en folder, en hjemmeside eller en QR-kode, som fortæller om kunstnerne og værkerne.
Zanne Jahn – Pas på kunsten i Furesø Kommune
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest