Zider-Martin tager musikquiz med til 3. halvleg

Martin Ølgaard Axkær tager den populære musikquiz med fra Café Zider til 3. Halvleg.

Værløsehallernes nye sportscafé 3. Halvleg kommer til at lancere en række tiltag. Martin Ølgaard Axkær er klar med musikquiz den 11. oktober.
Café Zider på Værløse Bymidte blev især kendt for en aktivitet. En gang om måneden arrangerede Martin Ølgaard Axkær en populær musikquiz, Nu relancerer musikquizzen i de nye omgivelser i Værløsehallerne, hvor han har overtaget forpagtningen af sportscaféen.
– Det var det arrangement, som jeg havde størst succes med i Café Zider. Det blev nærmest en familiær begivenhed for deltagerne til sidst og en fest uden videre. Det er naturligt, at jeg tager konceptet med videre til Café 3. halvleg, fortæller Martin Ølgaard Axkær.
Der bliver musikquiz i 3. Halvleg en gang om måneden. Første gang er programsat til fredag den 11. oktober.
– Jeg er sikker på, at de faste kunder fra Café Zider er med, men jeg vil også gerne have det udbredt til hallernes gæster, siger Martin Ølgaard Axkær.
Der bliver sat 50-60 billetter til salg via hjemmesiden www.3halvleg.dk, som er klar en af de nærmeste dage.
Martin Ølgaard Axkær har planer om en række arrangementer i 3. halvleg. Det er tanken at vise Champions League-fodbold og andre store begivenheder på storskærm. Men den helt store plan handler om at relancere noget gammeldags.
– Jeg forventer at lave to store fester hvert år. Vi skal have et rigtig gammeldags halbal eller sommerfest, og så vil jeg lave oktoberfest, fortæller Martin Ølgaard Axkær.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder