Der er forskellige veje og drømme indenfor boksning. Mohammed Tantoury har knoklet på med boksningen og fik debut med mersmag ved Furesø Fight Night.
Af Mikkel Kjølby
-Mohammed kan sin boksningens ABC. Det bliver spændende at se ham i ringen, lød det fra træner Marcus Kurszewska inden Furesø Fight Night.
Det er en usædvanlig men inspirerende historie. Mohammed Tantoury har trænet boksning de sidste fire år, men har virkelig givet den gas siden sommerferien. Det er blevet til flere diplomkampe, men ved Furesø Fight Night fik han sin debut som kampbokser i en alder af 33 år.
– Det var noget helt andet at stå i den ring. Det var en stor oplevelse. Det har været en drøm for mig, siger Mohammed Tantoury, som har boet i Farum de sidste seks år og arbejder som frisør.
Mohammed imponerede i sin debut og tog en sikker sejr over en anden debutant Bertram Raun. Han fulgte resten af stævnet fra tilskuerpladserne med et lykkeligt smil.
– Jeg vil gerne have flere kampe, lyder det fra Mohammed Tantoury.
For Farum Bokseklub har det stor værdi med en voksen bokser.
– Han er en stor gevinst for klubben. Han træner med de unge kampboksere og viser dem vejen, siger Henrik Hjorth, træner og formand for Farum Bokseklub.







