Historiens største ulykke med atomkræft banede vejen for, at russiske militærfly fik tilladelse til at lande på Flyvestation Værløse. Det var en godhjertet mission, som bragte stråle-ramte børn fra Tjernobyl på ferie i Danmark, men selv i 1992 var der geopolitiske forhold, som skulle på plads.
Af Mikkel Kjølby
I årtier var Flyvestation Værløse omgivet af hemmeligheds-kræmmeri, men ingen var i tvivl om, at spioner fra Warsza-wapagten holdt godt øje med militærbasen.
Det ændrede sig med Sovjetunionens opløsning i 1991.
Året efter landede der endda russiske fly på Flyvestation Vær-løse. Missionen var da også alt andet end fjendtlig. Ombord på flyene var stråleramte børn fra Tjernobyl, som den 26. april var skueplads for historiens værste ulykke med atom-kraft, da Reaktor 4 eksploderede under en sikkerhedstest.
I årtier efter ulykken arrangerede en række danske hjælpeor-ganisationer og private initiativer humanitære ferieophold for børn fra de forurenede områder.
De første Tjernobyl-børn ankom til Danmark med fly i juli og august 1992, hvor 250 stråleramte børn blev fløjet ind med russiske fly til Flyvestation Værløse. Det skriver flyvevåbnets eget blad Flynyt.
Dermed kom man til at opleve det forunderlige, at russiske fly som Tupolev Tu-154 fra Aeroflot landede på militærbasen, som få år forinden havde været lukket land.
Terminalen i Nordlejren fungerede som base for operationen. Herfra blev børnene kørt i busser ud til deres feriesteder hos danske familier eller sommerlejre i tre til fire uger for at styrke helbredet.
Det blev primært arrangeret at ASF-Dansk Folkehjælp, som over årene nåede at sende over 11.000 børn på ferie i Dan-mark, indtil det gik i sig selv. Men der var også lokale Tjernobylforeninger, som inviterede børnene til Danmark med private værtsfamilier.
Flyveleder Mogens Houman var på vagt i tårnet i Kastrup Lufthavn, da det første russiske fly nærmede sig dansk luftrum, og som vagthavende officer ved ESK515 i Kastrup, var han i denne situation myndighed for lufttrafikken for militære luftfartøjer.
Vel var det hele afklaret med de danske myndigheder, men broderlandet Sverige var en anden sag.
Mogens Houman måtte tale med store bogstaver overfor de svenske kollegaer. Af gode grunde måtte russiske militærfly ikke overflyve svensk luftrum, hvilket ville sende dem ud på en lang omvej, hvis de skulle nå Flyvestation Værløse.
– Jeg ringede til min militære svenske kollega i Malmö ATCC og bad om tilladelse til, at flyet kunne flyve direkte fra afgangs-stedet i Rusland, gennem svensk territorie, og til destinatio-nen i Danmark. Det fik jeg nej til, og skulle dirigere flyet syd på gennem Østersøen til en position nord for Gedser, hvorefter de kunne fortsætte direkte mod Værløse. Her blev jeg en smule fortørnet, og sagde til min svenske kollega, at det her drejede sig om en humanitær flyvning med stråleramte børn, fortæller Mogens Houman.
Efter nogle bemærkninger om at gå til pressen med sagen, vendte den svenske kollega tilbage med en kontramelding.
– Min svenske kollega kom tilbage efter 10 minutter og gav tilladelse til, at de fløj direkte gennem Sverige til Værløse. Sagen havde været på ministerielt niveau i Sverige, fortæller Mogens Houman, som senere fik påtalt, at sådan en henvendelse bør komme fra en officer med flere striber.
