Bølgen af bedragerier imod ældre borgere er nået til Værløse.
Nordsjællands Politi modtog onsdag den 13. august en anmeldelse fra en 76-årig kvinde i Værløse. Døgnrapporten beskriver det således:
– Klokken 10.35 modtog politiet en anmeldelse fra en 76-årig kvinde, der dagen forinden var blevet ringet op af en ukendt person, som udgav sig for at være fra en myndighed. Personen oplyste, at der var problemer med kvindens hævekort, og at en person ville komme til hendes adresse for at hente kortet samt smykker. Kvinden nægtede at udlevere smykkerne, men afleverede hævekortet for at få manden til at gå, står der i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Historien melder ikke noget om, hvorvidt der er hævet fra kortet efter kvinden udleverede kortet til bedrageren.







