Tegneserien Willy på vingerne satte gang i Stigs drømme. De blev opfyldt med togter til Grønland i 1960 som en del af Catalina-flyets besætning. Stigs breve hjem til mor og billederne fra Grønland blev senere til bogen ”Med Catalina over Grønland”.
Af Mikkel Kjølby
I dag er Stig Sandvang tilbage på Flyvestation Værløse. Den 87-årige ingeniør er en del af Værløse Flyhistoriske Museum, hvor han nusser om og fortæller om de gamle fly.
På den måde plejer han fortsat den fascination af fly, som blev vækket i barndommen, da han læste Familie Journalens tegneserie ”Willy på vingerne”
– Det var om et fly, som kunne en masse ting. Man kunne vende vingerne på det, og det kunne sejle og endda fungere som ubåd, erindrer Stig Sandvang. ¨
Stig voksede op i Helsinge. Noget af tiden gik med at bladre i Politikens Hvem, Hvad, Hvor. I 1940´erne stod der en del om Catalina-fly. Det var flyet som kunne holde sig i luften så længe, at det opdagede den japanske flåde ved Midway og fandt det mægtige tyske slagskib Bismarck i en norsk fjord, hvilket førte til skibets sænkning af de allierede.
En dag fløj en Catalina lavt hen over hovedgaden i Helsinge. Stig satte fart i sin cykel og fulgte efter, men det fløj ind over skoven og forsvandt.
Det stod klart, at Stig måtte blive en del af eventyret med Catalina-flyet. Efter endt uddannelse som mekaniker fik han et års uddannelse i Hangar 4 på Flyvestation Værløse. Han fik fremragende karakterer og fik dermed valget om, hvor han ville gøre tjeneste. Han valgte naturligvis Catalina og Eskadrille 721.
– Jeg startede den 1. september på Hjortøgård og spurgte straks efter at komme over til Catalinaerne. De stod i felthangarer ved det nuværende Shelter 214, fortæller Stig Sandvang.
Turene til Grønland
Allerede i november blev der spurgt til besætningsmedlemmer til et vintertogt til Grønland. Det var i kølvandet på MS Hans Hedtofts tragiske forlis ved Kap Farvel. PBY 6A Catalina blev sendt til Nassersuaq med to piloter, en telegrafist. en navigatør og to mekanikere. Stig var med som yngste mand.
Nassersuaq blev bygget af amerikanerne i 1941 som fuel stop, men blev forladt, da teknologien med tankning af fly i luften vandt frem.
– Det var en spøgelsesby, men for en ung mand var det fantastisk, fortæller Stig som fejrede sin 21-års fødselsdag på den store og kolde slette i Sydgrønland.
Det blev til tre måneder i NAssersuaq, inden turen gik hjem til Danmark, hvor det blev til en rastløs ferie, inden turen atter gik til Nassersuaq i april 1960.
Denne gang som back up og postfly for Kongeskibet Dannebrog, der var på sommertogt ved Østgrønland med Kong Frederik og familien.
Senere gik turen til Mestersvig i Vestgrønland, hvor de boede i småhytter. Det blev et kæmpe eventyr.
– Vi skulle udlægge depoter til slædepatruljen Sirius. Vi fløj op langs kysten og landede på vandet ved hytterne. Der var altid en slædepatruljemand med ombord. Han havde ansvaret for at lægge depoterne. For det skulle gøres i den helt rigtige rækkefølge, så man hurtigt kunne få tændt op, fortæller Stig Sandvang.
Stig havde som yngstemand en særlig rolle. Når flyet landede på vandet, skulle han kravle ud på pontonerne og fange en bøje i vandet.
Herfra gik det med robåd ind til kysten.
– Vi havde en jolle med ombord i flyet. Vi roede ind til kysten med et reb og lavede et stenanker, så flyet lå fast. Så satte vi et tov i hver ende af jollen og kørte dem frem og tilbage med grejet til hytten, forklarer Stig Sandvang.
For det mest skrækindjagende var, når flyet skulle op på landjorden. Besætningen gruede for den første kontakt med kysten.
– Vi landede på vandet og sejlede så ind mod kysten. Piloten sejler med næsen forrest ind mod kysten, men tager gassen af, driver ind, giver den ene motor gas, så flyet vender og driver med bagenden ind mod stranden. Det fik hovedhjulene frem og beskyttede det svage næsehjul. Hvis det knækkede, kunne vi ikke lette igen, fortæller Stig Sandvang.
Så det var altid med hjertet i halsen, at besætningen afventede mødet med kysten, men det gik hver gang. Ofte var afgangene lige så dramatiske.
– Vejret er meget omskifteligt i Vestgrønland. Det skete mange gange, at vi pludselig skulle afsted i en voldsom fart. Vi var ude i situationer, hvor det skulle gå stærkt, men det var ikke ligetil at komme i luften. Vi startede altid i modvind. Det var imod iskanten. Det var spændende, om vi kom i luften inden vi ramte iskanten. For hvis det skete, så havde vi bedt vores sidste fadervor, siger Stig Sandvang med alvor i stemmen.
Inden mandskabet skulle hjem i oktober måned, blev det til en anden spændende, men også farlig opgave.
– En jolle var blevet væk i Scorebysund, det er verdens største fjordsystem. Tre fly blev sendt afsted og fløj hvert sit areal. Vi fløj i lav højde i 17 timer uafbrudt for at få øje på de stakkels mennesker i jollen. Det var virkelig dramatisk ind og ud af fjordene i tusmørke. Lige da vi var på vej hjem, kom meldingen om, at et islandsk fly havde fundet dem, fortæller Stig Sandvang.
Heldigvis sendte Stig breve hjem til sin mor og tog billeder. Han fandt brevene, da hans mor gik bort. Det blev grundlaget for bogen ”Med Catalina over Grønland 1960”.
Stigs karriere i flyvevåbnet sluttede på utilfredsstillende vis. Stig ville være flight engineer, men manglede uddannelse. Han startede på aftenskole i 1961. Fire gange om ugen i to år brugte han på at bestå de forskellige eksamener.
Desværre opfyldte chefen ikke sin del af aftalen. Stig smækkede med døren. Han stoppede i flyvevåbnet i 1964 og blev ingeniør.
Skæbnen ville, at hans sidste tur med flyvevåbnet var en tur til Grønland med en C54er. Missionen var at hente otte ligkister fra en ulykke med en Catalina i Grønland. Det var en påmindelse om, at missionerne over Grønland var dødelig alvor.
Man kan købe bogen ”Med Catalina over Grønland” i Værløse Flyhistoriske Hangar. Stig Sandvang ynder også at holde foredrag om sine oplevelser.
