91-årige Gert arbejder fortsat på livet løs

Gert Munk-Petersen er blevet 91 år, men arbejder fortsat 20-30 timer om ugen som køberrådgiver.

Han blev uddannet som arkitekt tilbage i 1957, men Gert er stadig på arbejdsmarkedet. Gert agter at fortsætte som køberrådgiver, så længe kroppen kan holde til det.
Af Mikkel Kjølby
I 1943 var Gert med til at kaste papirkugler efter en tysk officer, som kom for at beslaglægge Ny Carlsberg Skole. I 1957 blev han færdiguddannet som arkitekt. I 1973 havde han valget mellem at blive arbejdsløs eller selvstændig. Han valgte det sidste og har drevet virksomhed lige siden.
I dag er Gert Munk-Petersen 91 år gammel og arbejder fortsat mellem 20 og 30 timer om ugen som køberrådgiver.
– I sidste uge havde jeg en opgave på 5. sal uden elevator. Da vi var færdige, spurgte kunden, om jeg også ville tjekke en anden lejlighed på 5. sal, så det gjorde vi. Den unge mand var noget forpustet, da vi nåede 5. sal for anden gang, men jeg lod som om, at det ikke var noget særligt, siger Gert Munk-Petersen med et grin.
For det der med at være 91 år, det er jo bare sket.
– Jeg har en kvinde, som passer godt på mig. Hun giver mig mine piller hver dag, jeg ved ikke, hvad det er for noget. Det gør, at jeg kan passe mit arbejde. Tiden er jo bare gået, og jeg er fortsat med at arbejde. Jeg tænker dog, at kroppen siger stop en dag, så jeg har ingen forventninger om at blive ved, indtil jeg bliver 100 år, lyder det med et grin.
At kunderne fortsat henvender sig, skyldes mund-til-mund-metoden. Gert har opbygget et stort netværk og bliver anbefalet.
– Jeg var jo med, da husene blev bygget i 1970erne, så jeg ved lige, hvor jeg skal kigge. Kunderne opdager, at jeg ved noget, som gør, at jeg kan få køberen til at passe ind i lige det hus, forklarer Gert Munk-Petersen.

Mistede skolekammerat under besættelsen
Gert Munk-Petersen voksede op på Vesterbro. Han gik på Ny Carlsberg Skole. Efter samarbejdspolitikken blev stoppet i 1943, kom der er en tysk officer ind på skolen i det lange frikvarter. Da han gik ud, overdyngede de mindre elever ham med papirkugler, men lige lidt hjalp det, skolen blev beslaglagt og brugt af besættelsesmagten.
Gert kom først i skolen igen i 1946, men inden da mistede han en god kammerat, som omkom i forbindelse med bombningen af Den Franske Skole.
Efter skoletiden kom Gert i lære som murer og tog derfra på Bygmesterskolen og så videre til Akademiet for finere kunstarter, som dengang indbefattede arkitektuddannelse. Gert var færdiguddannet i 1957, men blev indkaldt til værnepligt i 1959. Han kom i Ingeniørregimentet på Farum Kaserne og blev endda sergent, så det blev til to år i trøjen.
– Den dag i dag, når jeg besøger Farum Kaserne, gør jeg altid honnør, når jeg passerer kommandørvagten, som er den eneste af de gamle bygninger, der er tilbage derude, siger Gert Munk-Petersen.
Efter værnepligten købte han en scooter og kørte til Schweiz. Han skulle bare væk. Det blev til et år i alpelandet, men så blev hans far syg, og Gert vendte hjem for at hjælpe til i købmandsforretningen i et halvt års tid, inden han fik en stilling på en tegnestue.
Han giftede sig med sit livs kærlighed, Ute, i 1964. Parret lejede sig ind i et hus i Hareskovby, men allerede året efter skrev de sig op til et nyt boligkvarter i Værløse. De flyttede ind i 1967, samme år kom Dorte til verden og i 1972 kom Jakob.

Arbejdsløs eller selvstændig
Dengang var verden også urolig. I 1973 kom Oliekrisen. Danmark gik i stå. Byggeriet stod i stilstand. Gert stod foran et valg.
– Jeg kunne blive arbejdsløs eller selvstændig. Jeg valgte det sidste og fik da tiltusket mig nogle opgaver, lyder det med et grin.
Virksomheden Gert Munk-Petersen har været registreret med CVR-nummer lige siden 1973, men opgaverne har skiftet en del.
– Efterhånden som byggeriet blev standardiseret, var der ikke plads til tegnede huse. Jeg gled over i forsikringsbranchen. På det tidspunkt kom begrebet tilstandsrapporter. Det blev en branche for sig selv. Jeg blev formand for alle byggesagkyndige i Danmark og udnævnt til Teknisk Revisor. Jeg skulle kontrollere det, som alle de andre lavede og sad med i et udvalg i ministeriet, fortæller Gert Munk-Petersen.
Gert blev i stedet køberrådgiver.
– Jeg kigger på husene og kommer med en objektiv vurdering af det forholder sig sådan og sådan. Det er fortsat mit arbejde i dag, siger Gert Munk-Petersen.
Han vurderer, at det bliver til mellem 20 og 30 timers arbejde om ugen.
– Jeg går grundigt til værks og starter altid med kommunearkivet, men sørger også for at være opdateret på udviklingen i byggeriet, siger Gert Munk-Petersen for arbejdet er også hans interesse.
– Jeg interesser mig ikke for havearbejde og spiller hverken tennis eller golf. Jeg kan godt lide at arbejde. Så hvorfor skulle jeg stoppe, lyder det lakonisk fra Gert Munk-Petersen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *