Furesø Kommune vil indrette den historiske bygning, Hareskovhvile, til Rusmiddelrådgivningen og jobklubber. Foreningslivet vil kunne bruge enkelte lokaler efter kl. 16 og i weekender.
Af Mikkel Kjølby
I forbindelse med budgetvedtagelsen for 2026 blev der afsat 1. mio. kr. til en renovering af den historiske bygning, Hareskovhvile, på Værløse Bymidte.
I den forbindelse blev der lagt op til, at bygningen skulle deles imellem kommunale formål og foreningslivet. Hverken forvaltningen eller den politiske ledelse ville dog fortælle, hvilke kommunale formål, der var i spil.
På dagsordenen til mødet i økonomi- og erhvervsudvalget den 21. januar bliver planen for Hareskovhvile præsenteret.
Her kommer det frem, at forvaltningen ser en mulighed for at bruge store dele af Hareskovhvile til afvikling af jobklubber. Bag dette begreb gemmer sig Jobcenter Furesøs forholdsvis nye tiltag, hvor et par medarbejdere gennemfører jobklubber for 50-75 ledige.
Resten af Hareskovhvile vil kunne rumme kommunens rusmiddelrådgivning, som i dag findes på selvstændig matrikel i ”Skiftesporet” på Lille Værløsevej.
Foreningslivet vil kunne bruge udvalgte lokaler efter kl. 16 på hverdage samt i weekender.
Ombygningen af Hareskovhvile til disse formål kan dog ikke klares for det afsatte beløb på 1 mio. kr.
Forvaltningen anslår prisen til at blive 1,6 mio. kr., dertil kommer energitiltag for 0,7 mio. kr., som kan tages fra en eksisterende energipulje. Der skal også købes inventar for 0,65 mio. kr., oprettes klimaskærm for 0.62 mio. kr., opgraderes udendomsarealer for 0.65 mio. kr.
Den samlede udgift løber op i 5,22 mio. kr.
Et historisk hus
Næsten hele den oprindelige bykerne i landsbyen Lille Værløse er pist borte. Tilbage i 1970erne blev stort set alle landsbyens gårde revet ned for at gøre plads til en ny bymidte. Kun ganske få historiske bygninger står tilbage. En af dem er Hareskovhvile. Det er stuehuset for Hareskovgaard. Det blev stående, da gården flyttede ud til området, som senere blev til pigenavnekvarteret.
Hareskovhvile blev i 1919 rekonvalescenthjem for kvinder af den arbejdende og tjenende klasse. Værløse Sogn købte bygningen i 1940-41. Den har siden haft en række forskellige funktioner – ikke mindst posthus, men også foreningshus og senest base for hjemmeplejen, som flyttede ud for seks år siden.
I dag er Hareskovhvile klemt inde mellem boliger, forretninger og parkeringsplads.
Huset gennemgik en såkaldt Save-vurdering og er i dag beskyttet af sin status som bevaringsværdig, men har de senere år stået tomt og har derfor brug for en kærlig hånd, hvis det skal genåbnes.
Viceborgmester Bettina Ugelvig (S) foreslog for fem år siden, at huset kunne blive et forsamlingshus i stil med Absalonhuset i København. Senere har klimaforeningerne foreslået, at det skal være et klimahus og Fontænehuset har budt ind med et forslag om et inspirationshus. Andre har foreslået, at huset bruges som kulturelt mødested.








2 kommentarer til “Afsløring – Det skal Hareskovhvile bruges til”
Angående hareskovhvile
Jeg/vi har kæmpet og arbejdet for at huset skulle fungere med frivillige der arbejdede med genbrug og klimatiltag – men vi er blevet holdt hen med at vi skulle være tålmodige men aflevere vores tanker og forslag FOR NU AT SE AT VI HAR VÆRET NAIVE OG IKKE FÅR NOGEN INDFLYDELSE PÅ HUSET FUNKTION
min energi som frivillig er nedbrudt hilsen Kirsten nissen❤️😇
Hareskovhvile. Det kan ikke være rigtigt at et så skønt hus skal bruges til møder for erhvervslivet, misbrugscenter og jobtræning. De sidste to ting må der findes lokaler til andre steder. Det lyder til at man vil tækkes erhvervslivet og prøver på, at camouflere det med de andre aktiviteter.
Det her skal se anderledes ud. Alle de snydeøvelser byrådet gør brug af må stoppes.
Der er lukket for kommentarer.