Professor Thomas Ploug giver foredrag om aktiv dødshjælp. Det sker i Værløse Kirke tirsdag den 7. januar kl. 19.
Med regeringens udpegning af ”Udvalget for en mere værdig død” er der skabt fornyet debat om aktiv dødshjælp. Men som med alle etiske dilemmaer er der meget mere at sige end blot at være tilhænger eller modstander.
Fra årsskiftet tages initiativ til et nyt tilbud i Værløse Kirke – nemlig Loungen, hvor kirken inviterer borgere til foredrag, fællessang, film og lignende. Første gang er tirsdag den 7.januar kl. 19.00-21.00 med dette foredrag om aktiv dødshjælp.
Foredragsholderen er Thomas Ploug, professor i anvendt etik ved Aalborg Universitet og han giver et overblik over, hvad aktiv dødshjælp er og kvalificerer de synspunkter, der er en del af debatten. Efter en kort pause vil der være mulighed for at stille spørgsmål eller dele egne erfaringer om emnet.
Thomas Ploug er uddannet cand.mag. i filosofi på Københavns Universitet og ph.d. i informationsvidenskab på Syddansk Universitet. Gennem sin forskning har han bl.a. beskæftiget sig med medicinsk etik og bio, data og kunstig intelligens.
Thomas Ploug har tidligere været medlem af Det Etiske Råd fra 2010 til 2016.
Fri entre.