Alle partier vil have fornyet 41 år gammel udledningstilladelse

Alle partier i byrådet vil have den 41 år gamle udledningstilladelse til Fredtoftebassinet fornyet.

Borgerne i Furesø kan se frem til, at udledningstilladelsen for Fredtoftebassinet får en revision i den kommende valgperiode. Alle partier svarer ja til, at udledningstilladelsen skal revideres med dertil hørende omkostninger til at leve op til nutidens krav.
Af Mikkel Kjølby
I kølvandet på artiklen: Udledningstilladelse er ikke fornyet i 41 år – Det er lovligt! har Alt Om Furesø spurgt de seks partier i Furesø Byråd om følgende.
– Vil partierne i Furesø Byråd forpligte sig til, at forny udledningstilladelsen fra Fredtoftebassinet i den kommende valgperiode med de udgifter som vil medfølge i forhold til nutidens standarder for udledningstilladelser?
Alle seks partier svarer utvetydigt ja.
Konservatives Niels Jørgen Brandt siger:
– Svaret er et klart ja. Det er på høje tid at den mere end 40 år gamle udledningstilladelse fra Fredtofte genvurderes og opdateres til moderne standard. Udledningerne til Farum Sø fra Fredtofte er på et helt uacceptabelt niveau. Furesø Kommune skal tage ansvar for vores søer og reducere forureningen med et helt andet tempo end borgmesteren og Novafos lægger op til med deres 13-års plan.
Borgmester Ole Bondo Christensen (A) er klar i spyttet:
– Ja, vi ønsker i Socialdemokratiet og SF, at en revision af udledningstilladelsen indgår som en del af den samlede indsats for at forbedre miljøet i Farum Sø og reducere overløb, lyder det fra Ole Bondo Christensen og understreger, at det skal ses i sammenhæng med andre planer for at reducere overløb.
Anders Medum Groth (B) forstår ikke, at en udledningstilladelse kan være 41 år gammel.
– Jeg har svært ved at se, at en udledningstilladelse fra 1984 fortsat kan leve op til de krav, som vores nyere vandmiljøplaner og politiske målsætninger har lagt. Derfor vil det i min optik være væsentligt at få det belyst i det nye år. At vores udledningstilladelser kan løbe i så mange år uden revurdering, er mig uforståeligt. Alt andet lige har vi over årene set et øget flow kombineret med skærpede miljøkrav, lyder det fra Anders Medum Groth (B).
Venstres byrådskandidat Allan Ravn svarer klart og tydeligt på partiets vegne.
– Det korte svar er JA. Det holder simpelthen ikke at undlade at vurdere udledningen, fordi man er bange for det er svært at overholde nutidige krav til kloakering. Oplandet har jo også åbenlyst ændret sig siden 1984. Jeg vil gerne forpligte mig til at bringe Farum Sø i god økologisk tilstand, hvis vi får flertal for det, siger Allan Ravn.
Enhedslistens Øjvind Vilsholm
– Jeg har ikke været opmærksom på, at udledningstilladelsen er så gammel. Tænker umiddelbart, at det er fornuftigt at få den fornyet. Så vidt jeg forstår på forvaltningen, kommer det også til at ske i nær fremtid, siger Øjvind Vilsholm.

130.000.000 liter vand vil blive renset
En fornyelse af udledningstilladelsen for Fredtoftebassinet vil indebære en opgradering af rensegraden og indførelse af moderne rensningsmetoder i forhold til de 130.000.000 liter vand, som udledes til Farum Sø årligt fra Fredtoftebassinet. Fem procent af de 130.000.000 liter vand er spildevand fra kloakkerne, som undervejs blandes op med vand fra vejene og tagene.
Udledningstilladelsen blev givet første gang i 1976 og revideret otte år senere. Siden er der ikke kigget på den. Udledningstilladelsen stiller krav om max 5900 liter vand i sekunder, samt en rist og bundfældning.
Dette er lovligt, da oplandet ikke har ændret sig siden 1984. Når udledningstilladelsen revideres, skal den leve op til moderne krav. Det er bestemt ikke billigt. De omkostninger, som er forbundet med forebyggelse af overløb afholdes via spildevandstaksterne, mens de omkostninger, der er forbundet med myndighedsbehandling, afholdes via kommunale driftsmidler.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder