Alternativet i Furesø fik onsdag eftermiddag besøg af partiets transportordfører Christina Olumeko, som fik set og hørt, hvad støjen gør ved området.
Af Mikkel Kjølby
Forslaget om en udvidelse af Hillerødmotorvejen til seks spor fra Bagsværd til Farum har netop været i høring, og nu skal projektet behandles af politikerne på Christiansborg.
I den forbindelse inviterede Alternativet i Furesø partiets transportordfører Christina Olumeko på besøg. Tine Loft Thomsen og Charlotte Torp Møller fra lokalafdelingen tog imod, men der var også input fra Anders Medum Groth (B) og Egil Hulgaard (C).
– Hvis man laver bedre forhold for bilisterne, kommer der flere biler og dermed mere støj. Man burde i stedet droppe projektet og bruge pengene på at skabe bedre kollektiv trafik i Nordsjælland, sagde Charlotte Torp.
Projektet lægger op til, at støjdæmpe med fem meter høje støjskærme ovenpå de i forvejen fire meter høje støjvolde på strækningen mellem Paltholmvej og Bistrupvej.
– Man reflekterer støjen indenfor området. Det kan godt være, at det dæmper støjen lige bag støjskærmen, men det vil blot flytte støjen længere ud i landskabet. Desuden får man en mur ned til motorvejen. Vi vil hellere bruge pengene på den offentlige transport, supplerede Tine Loft Thomsen.
Den foreslåede udvidelse af Hillerødmotorvejen til seks spor er ikke født i Furesøs baghave. Den er kommet på bagkant af diskussionen om støjdæmpning af Fiskebækbroen og forlængelsen af Hillerødmotorvejen, hvilket vil sende 30.000 flere biler igennem Furesø hver dag.
– Vi får meget mere trafik lige om lidt pga. udvidelsen af Hillerødmotorvejen, forklarede Anders Medum Groth, som har kæmpet for en overdækning med solceller som finansiering.
– Vi burde i stedet for en udvidelse af motorvejen investere i at skabe ordentlig offentlig trafik, hvor det bliver en god mulighed at tage toget til København, lød det fra Anders Medum Groth.
Konservative Egil Hulgaard går ikke ind for udvidelsen til seks spor, men er heller ikke imod støjdæmpningen, der følger med.
– Jeg går ikke ind for udvidelsen af motorvejen, men for den støjdæmpning, som følger med. Det vil få stor betydning for Værløsedelen af Furesø Kommune, men ikke helt så meget i Farum. Det arbejder vi videre med, sagde Egil Hulgaard.
Furesø Kommune har foreslået en overdækning af motorvejen gennem Farum, men det er ikke med i Vejdirektoratets oplæg.
Hovedpersonen Christina Olumeko fik gode input med til Christiansborg.
– Jeg tager med tilbage, at Furesø er en støjplaget kommune. En udvidelse af motorvejen vil ikke give værdi. Det er langt bedre at investere i bedre mobilitetesløsninger, lød det fra Christina Olumeko.







