Ambitiøst forslag – Koncertsal ved Skovhuset

Peter Martin Søhuus (tv.) og Mads Kæmsgaard Eberholst (th.) Fra Furesø Musikskoles bestyrelse har en ambitiøs plan for Skovhusets fremtid.

Furesø Musikskoles bestyrelse foreslår, at Skovhuset udbygges med en mindre koncertsal til akustisk musik. Musikskolen kan samtidig flytte aktiviteter fra det kommunale lejemål Kr. Værløsevej 36 til Skovhuset.
Af Mikkel Kjølby
Skovhusets fremtid er fortsat uafklaret. I efteråret inviterede byrådet, økonomiudvalget samt Kultur, Fritid og Idræt til temamøde, hvor fire borgerinitiativer fremlagde deres visioner for husets fremtid. To af de grupper har nu fået mandat til at arbejde videre med en fælles plan for Skovhuset på kort sigt, henholdsvis et professionelt drevet folkehus og et frivilligt drevet udstillingshus. Men der var yderligere to forslag i spil. Et af dem stod Furesø Musikskoles bestyrelse bag. Og den ide tror man fortsat på i bestyrelsen.
– Kort fortalt er vores plan, at man anlægger en mindre koncertsal til akustisk musik mellem Skovhuset og Søndersø, samtidig med at de eksisterende lokaler moderniseres og indrettes til at rumme både musikskoleelevers undervisning og flere andre kulturelle aktiviteter og brugergrupper. Vi tror på, at det her projekt kan løfte Skovhuset op som et musik- og kulturhus i topklasse, forklarer bestyrelsesformand Mads Kæmsgaard Eberholst.
Forslaget omfatter følgende elementer: En mindre koncertsal (max. 150 tilskuere) nedenfor det nuværende Skovhuset, med en håndfuld undervisningslokaler til primær brug for musikskolen samt et tilknyttet lydstudie. Både koncertsal og studie skal kunne anvendes kommercielt, sideløbende med husets øvrige drift. Det er tanken, at den nye musikafdeling sammenbygges med Skovhuset, hvor de eksisterende bygninger renoveres, så de også fremover kan danne ramme om kunstudstillinger, små koncerter, sammenkomster for foreninger og andet godt. Og så der er plads til, at frivillige fortsat kan bidrage til husets liv. Tagetagens værksted omdannes samtidig til et levende værksted a la Louisiana, hvor børn og andre kreative sjæle kan udfolde sig.
– Forestil dig, at du sidder og klippe-klistrer, mens musik strømmer op til dig nedefra. Eller at du er på vej til musikundervisning, og at du på vejen passerer igennem en kunsthal. Dét er præmissen i projektforslaget, at flere kulturformer spiller sammen og så endda midt i naturen. Det bliver ikke smukkere, mener bestyrelsesmedlem Peter Martin Søhuus.


Forslaget om en koncertsal blev senest drøftet på et bestyrelsesmøde i Furesø Musikskole i denne uge og skal ses i sammenhæng med kommunens overordnede ønske om at skære i bygningsmængden samt planerne om at flytte flere kulturelle aktiviteter til det kommende Kulturtorvet ved Galaksen. Selve driften finansieres nemlig af, at Furesø Kommune kan opsige lejemålet på Kr. Værløsevej 36 og derved reducere antallet af kommunale kvadratmeter. Opførelsen af koncertsalen og de tilknyttede undervisningslokaler forestiller musikskolebestyrelsen sig primært finansieret gennem fondsansøgninger.
Skovhuset er omfattet af Lokalplan 54, som er begrænset af Fredskovspligt. Tilbage i 1997 gennemførte Værløse Kommune ikke desto mindre en udvidelse af Skovhuset. Det oprindelige hus var et sommerhus på 250 kvadratmeter, som i 1970erne stod tomt og derfor blev taget i brug som udstillingshus. I 1997 blev det udvidet med 200 kvadratmeter og en terrasse ned mod Søndersø.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

3 kommentarer til “Ambitiøst forslag – Koncertsal ved Skovhuset”

  1. Anna Bodil Tranberg Hald

    Skovhuset er omfattet af rigtig mange restriktioner, heriblandt fredskov og søbyggelinje på området. Så drop et projekt med mere byggeri. Nyd dog de store træer og beskyt dem.

    1. Peter Martin Søhuus

      Kære Anna Bodil

      Jeg tror, du kender mig godt nok til at vide, at jeg ikke ville foreslå et projekt, som volder unødig skade på naturen. I stedet ser jeg det her som en mulighed for at skabe et nyt byrum, hvor flere netop kan få gavn af og nyde naturen på nye og inspirerende måder, samtidig med at vi slår et slag for kultur og medborgerskab. Sådan synes jeg også, du skulle tilgå projektet. Det er klart, at man ikke kan bygge noget uden at forholde sig til omgivelserne. Det gælder alle steder. Men jeg tror, der sagtens kan findes plads inden for gældende regler, og at der kan etableres et veritabelt kulturelt fyrtårn på stedet. Så flere også kan nyde de store træer i gode og sunde fællesskaber.

      Venlige hilsner

      Peter Martin Søhuus

  2. Tænk hvis vi i Furesø kunne være så fremsynede – flot forslag tak vh Ilse Schødt

Der er lukket for kommentarer.