Amnesty og kulturen sætter fokus på iranske kvinders kamp

Der bliver flere muligheder for at støtte de iranske kvinders frihedsbevægelse, når Furesøs Amnesty-gruppe sammen med Værløse Bio og Galaksen markerer Kvindernes Internationale Kampdag d. 7. og 8. marts.
Værløse Bio lægger ud fredag kl. 16.00 med en særforevisning af den prisbelønnede iranske film, Frøet fra det Hellige Figentræ. Anette Ibsen, som er kontaktperson for Amnesty-gruppen, introducerer filmen, som er en politisk thriller med udgangspunkt i en families opløsning under det autoritære regime. Den iranske instruktør måtte flygte under optagelserne, og filmen har haft en nervepirrende vej til nomineringen ved Oscar-prisuddelingen fornylig. Både før og efter filmforestillingen er der mulighed for at skrive under på appelbreve til de iranske myndigheder.
Lørdag er Amnesty-kvinderne også klar, når Galaksen lægger hus til to koncerter med temaet: Stærk Musik fra Stærke Kvinder. Den første kl. 14.00, En hyldest til Monica Zetterlund, og den anden kl. 20.00, SheFunk, der omtales som Danmarks eneste store female funk band. Der bliver samlet underskrifter ind både før og efter koncerterne.
– Vi sætter pris på hver en underskrift, vi kan få på en appel til de iranske myndigheder, siger Anette Ibsen. 
– De iranske kvinder kæmper en modig kamp mod deres kvindefjendske regime. Mange er blevet henrettet for deres råb om frihed, og endnu flere sidder fængslet under helt umenneskelige forhold. Vi har jo personlig kontakt til en af de kendteste af de her modige kvinder, Narges Mohammadi, som fik Nobels Fredspris i 2023, og derfor ved vi, hvad det betyder, at der er international støtte til dem.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder