Andrew og Kira vil tage et socialt ansvar

Andrew og Kira Bunk-Engelund ser det sociale ansvar som et bærende element for Restaurant Jonstrup i forhold til lokalbefolkningen.

Restaurant Jonstrup har til tider haft hele tre kokkeelever på samme tid Det bunder i et ønske om at forme de unge kokke og tage et socialt ansvar.

Der skete ting og sager, da Restaurant Jonstrup meldte ud, at der blev holdt en elevaften den 9. oktober. De 60 kuverter blev udsolgt på otte timer.
Succesen bevirker, at Andrew og Kira Bunk-Engelund vil lave flere elevaftener, hvor kokkeeleverne får ansvaret.
– Vores kokkeelever lavede en ret hver til den første elevaften. Det gør noget at stå med ansvaret selv, fortæller Andrew Bunk-Engelund.
Restaurant Jonstrup har en usædvanligt stor andel af kokkeelever i forhold til restaurantens størrelse. Flere elementer spillede sammen i at det blev sådan.
Køkkenchefen Andrews bedre halvdel Kira har i mange år arbejdet som pædagog på skoler i Måløv. I den forbindelse blev der knyttet gode forbindelser til en række unge mennesker. Henover årene kom Andrew til den konklusion, at han gerne ville forme kokkeelever selv.
– Jeg kom til et punkt, hvor jeg gerne ville forme de unge mennesker selv. Da jeg fik en elev ind, viste det sig at være rigtigt givende. Vi vil skabe kokke, som vi selv kan arbejde med og som ikke hopper over, hvor hegnet er lavest, forklarer Andrew Bunk-Engelund.
Den første elev Malthe er efterhånden ved at være udlært. Han skal til eksamen til foråret og har imponeret med sin indstilling.
– Det var rart at få en ung mand ind, som havde en passion for faget. Det gør, at man selv skal være mere skarp. Man skal selv være på tæerne, for at kunne give videre, siger Andrew Bunk-Engelund.
Sådan var det også med Justus fra Ledøje. Han arbejdede som opvasker i Restaurant Jonstrup og startede på kokkeskole efter 9. klasse.
– Det var et naturligt match, at han startede hos os. Vi bliver nødt til at have en, som kan overtage Malthes rolle, når han er udlært, forklarer Andrew Bunk-Engelund, som nyder rollen som mentor.
For Kira er det ekstra givende, at hendes forbindelse til skolerne kan give noget positivt til nogle unge mennesker.
– Vi vil gerne give noget tilbage til lokalsamfundet. Det kan vi gøre ved at få unge mennesker ind og forme dem, siger Kira Bunk-Engelund.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder