Stromma sender rutebåden, Furesøen, på værksted for at gøre den klar til endnu en sæson på Furesøen.
Af Mikkel Kjølby
Pelle Ørsted er skipper på Baadfarten, og bestyrelsesmedlem i Baadfartens Venner, som arbejder aktivt for en fortsættelse af den historiske rutefart på Furesøen.
Efter foreningens hårde arbejde er det lykkedes at sikre rutebådssejlads i 2026. En overgang så det ellers ud til, at de to både skulle hugges op.
-De to både, som ligger i Frederiksdal, har grundet usikkerheden om den forsatte sejlads slet ikke været taget op. Til alt held er det nu blevet besluttet, at lade båden Furesøen forsætte sejladsen i denne sæson, medens Hjortholm grundet dårlig vedligeholdelsesstand forventes at blive skrottet, fortæller Pelle Ørsted.
Det er en midlertidig løsning. For det er dyrt at vedligeholde træbåde, som sejler i søvand.
– Vedligehold af træbåde i søvand er meget dyrt, og det ville kræve udskiftning af flere meter bundplanker, hvis den skulle fortsætte. De gamle træbåde er hyggelige og meget velegnede til Furesøen, men på sigt bliver man nok nødt til at benytte de mere moderne glasfiberbåde, som er væsentligt billigere i vedligehold og bedre vil kunne tilbyde gæsterne den komfort som forventes i dag, siger Pelle Ørsted.
Båden Furesøen bliver på fredag løftet op og kørt ind til Strommas værksted på Refshaleøen, hvor de står klar til at gøre den klar til sæsonen.
Sejladsen i sæsonen 2026
På Furesøen vil der blive sejlet rutesejlads hver søndag i perioden fra 28. juni og frem til 16. august. Der bliver afgang fra Frederiksdal klokken 10.45, 12.45 og 14.45 og turen er sat til at vare 1 time og 45 minutter. Der vil blive sejlet følgende rundtur: Frederiksdal – Jægerhuset – Holte – Birkerød – Furesøbad – Frederiksdal.
Baadfarten fortsætter driften på Lyngby Sø og Bagsværd Sø på normal vis.
Fra 1. maj og frem til 18 juni sejles der fra Lyngby på fredage, lørdage, søndage og helligdage. Første afgang bliver klokken 10.00 og der er afgang hver 1½ time. Sidste afgang bliver klokken 16.00.
Som sidste år vil der blive sejlet følgende rundtur: Lyngby – Nybro – Frederiksdal – Bagsværdvej – Aldershvile – Sophienholm – Nybro – Lyngby. Turen er sat til at vare 75 minutter, men på dage med mange gæster, vil den nogle gange vare en smule længere.







