Baadfarten skal bevares – Styregruppe indkalder til møde

Skal Baadfartens både hugges op eller leve videre i foreningsregi? Det vil Baadfartens Venner arbejde for.

Baadfartens Venner arbejder på en plan med rutesejlads i weekenden og chartersejlads på Furesøen. Styregruppen indkalder til møde på Hotel Sinatur i Frederiksdal den 25. juni kl. 18
Af Mikkel Kjølby
I 125 år har Baadfarten sejlet på Furesøen. Det er en af områdets kulturtraditioner. Men det kan meget snart være slut.
Furesø og Rudersdal Kommuner har trukket sig ud af Baadfarten, som i 2025 udelukkende sejler chartersejlads på Furesøen. Medmindre der sker et eller andet, så står bådene til ophugning. Det vil endegyldigt lukke muligheden for en fortsættelse af Baadfarten.
Det vil Baadfartens Venner lave om på. En styregruppe med de to skippere Pelle Ørsted og Jan-Erik Messmann samt Hans-Jørgen Bundgaard fra Virum-SorgenfriHandels-og Borgerforening har stået for det indledende arbejde i forhold til at stifte en forening, som skal stå for driften af Baadfarten.
Styregruppen indkalder til et møde på Hotel Sinatur i Frederiksdal. Det sker onsdag den 25. juni kl. 19. Mødet skal ende ud i, at der bliver lavet en stiftende generalforsamling, for at sikre at Baadfarten fortsætter på Furesøen.
-Vi mener ikke, at mere end 125 års sejltradition skal stoppe, blot fordi driften ikke længere er rentabel for den nuværende operatør, lyder det fra styregruppen, som i første omgang vil forhindre ophugning af de to både.
Der arbejdes nu på en plan, hvor den ene båd skal sejle charterture, og den anden genoptager rutefart mellem kommunerne.
Rutesejladsen skal dække weekender og alle dage i skoleferien – fra 1. maj til 30. september. Erfaringer fra andre søer – fx Frederikke på Arresø og færgen på Hillerød Slotsø – viser, at frivillig indsats kombineret med professionel drift kan fungere. Begge sejler efter faste planer og har økonomien til at løbe rundt.
-Med den rigtige organisering og lokal opbakning kan noget lignende realiseres på Furesøen. Vi oplever allerede stor interesse fra borgere, institutioner og virksomheder, som ønsker at bevare Baadfarten, lyder det fra styregruppen.
Hvis man vil med til informationsmødet onsdag den 25. juni kl. 18, skal man sende en e-mail med navne og antal deltagere til: post@virumby.dk

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *