
Værløse Badminton er vært for landets næststørste internationale turnering, State Denmark Challenge, i Farum Arena fra den 8. til og med 11. maj.
Af Mikkel Kjølby
Denmark Open er landets største internationale turnering, men i laget lige under finder man State Denmark Challenge.
Den turnering genoptog Værløse Badminton arrangørrollen af i 2024 efter nogle års pause, hvor turneringen blev afviklet i Frederikshavn. Nu er det atter tid til topbadminton i Farum Arena fra torsdag den 8. maj til og med søndag den 11. maj.
– Mere end 250 spillere fra hele verden deltager, heriblandt flere EM- medaljetagere og spillere fra Badminton Danmarks elitegruppe, fortæller Anders Nielsen, formand for Værløse Badminton og arrangør af State Denmark Challenge.
Det er især muligheden for at vinde gode point til BWFs verdensrangliste, som trækker spillere til fra hele verden.
Mads Christoffersen og Magnus Johannesen er de danske topnavne i herresingle, hvor modbuddene er franske Arnaud Merkle og indiske Satish Kumar.
Amalie Schultz er seedet tre i damesingle. Værløses helt egen doublespecialist Amalie Cecilie Kudsk er sammen med Rasmus Espersen seedet to i mixeddouble. Hendes nye makkerskab med Natasja Anthonisen vil dog først blive afprøvet til sommer i Nordamerika.
De danske spillere får hård konkurrence af japanske, indonesiske og taiwanesiske spillere, som ofte er væsentligt stærkere end deres ranglisteplaceringer indikerer.
Torsdag og fredag er danskerdagene
Der spilles kvalifikationsturnering hele torsdagen, inden hovedturneringen starter fredag. Begge dage bliver der rig lejlighed til at opleve række danske spillere fra sub-eliten og talentmassen.
– Over 60 danske spillere stiller til start, her i blandt otte spillere fra Værløse Badminton, siger Anders Nielsen.
Lørdag og søndag spilles kvart- og semifinaler, mens finalerne spilles søndag kl. 10. Der er gratis adgang alle dage.
Programmet kan findes på turneringens hjemmeside www.state-dc.dk, hvor lodtrækningen ligger klar fra 1.maj, mens spilletider for de enkelte kampe vil fremgå fra mandag den 5. maj.
