Barbara Kaad Ostenfeld lavede en facebookgruppe, da hun skulle holde garagesalg og glemte alt om den. Otte år senere er den vokset til 5200 medlemmer.
Sociale medier lever lidt deres eget liv. Det har kunstneren Bakaos måtte sande.
Tilbage i 2017 fik Barbara Kaad Ostenfeld et oprydningsflip, fordi børnene var vokset fra alt muligt. Det førte til et privat garagesalg. For at promovere garagesalget lavede hun facebookgruppen Køb-salg i Furesø Kommune – Værløse, Farum, Hareskov og omegn med sig selv som administrator.
Garagesalget stod på i nogle måneder, mens Barbara løbende ryddede op, og ud, i alle hjørner af hus og have og på den måde voksede størrelsen af garagesalget også. Garagesalget var ikke nogen stor succes. Barbara havde svært ved at få sat fokus på, at det var der. Så det var begrænset, hvad hun fik solgt – men hun fik ryddet op.
Det endte med at Barbara gav de sidste ting Spejdernes Genbrug i Farum, så de kunne komme andre til gavn den vej igennem.
Barbara glemte alt om hendes ‘Garagesalggruppe’ på Facebook, indtil hun en dag kom til at åbne gruppen, blot for at konstatere at gruppen var vokset i hendes fravær og havde udviklet sig til en populær lokal køb- og salg gruppe med flere tusinder medlemmer.
I skrivende stund har gruppen ‘Køb og Salg – i Furesø – Værløse, Farum, Hareskov og Omegn’ vokset sig til 5213 medlemmer og der kommer løbende nye til.
– Nu har gruppen virkelig fået mit fokus, og det er blevet vigtigt for mig, at det er en god køb- og salggruppe med fokus på at medlemmer og opslag har fokus på køb og salg af genbrug lokalt. Dvs. opslag fra indbyggere i Furesø Kommune, samt byer der grænser op til Furesø Kommune.
Hele idéen er at det skal være nemt at sælge/købe genbrug lokalt, og at man ikke skal køre ret langt for at hente det man har købt, siger Barbara Kaad Ostenfeld og fortsætter:
– Jeg rydder derfor løbende op i gruppen med hård hånd og sletter opslag uden for købs-/salgs området samt opslag, der ikke overholder gruppereglerne, samt spam. Jeg er nu nået dertil, hvor jeg synes gruppen kører ret godt. Den er virkelig blevet lokal og man er ikke ved at drukne i irrelevante opslag fra bl.a. Vojens og Korsør, forklarer Barbara, som får hjælp af medlemmerne, som er gode til at anmelde opslag, der ikke overholder reglerne.
Barbara nyder, at det gør en forskel – også for klimaet.
– At vi sælger de ting, vi ikke længere bruger, i stedet for at smide dem ud, samt køber genbrug i stedet for at købe nyt, gør ikke kun en forskel for pengepungen, men også for miljøet, da genbrug er en af de mest effektive måder at reducere vores klimaaftryk på. Når vi genbruger tøj og møbler i stedet for at købe nyt, bidrager vi direkte til at spare betydelige mængder CO2, idet produktionen af nye varer – især tøj og møbler – kræver store mængder ressourcer og energi, fortæller Barbara Kaad Ostenfeld.







