Lene Rahbek har skrevet børnebogen ‘Troldebarnet og den magiske hat’ ud fra oplevelser med sit femårige barnebarn.
Af Mikkel Kjølby
Lene Rahbek er livsforvandler gennem massage med aromaterapi,
hypnose og kropsterapi. Lene har klinik Aroma massage i Hareskoven. Men hun er også forfatter. Lene har tidligere skrevet to spirituelle bøger til voksne. Nu har hun skrevet sin første børnebog. Den har fået titlen ‘Troldebarnet og den magiske hat’
– Mit dejlige barnebarn på 5 år har været min største inspiration til denne bog. Da hun var helt lille, kaldte hendes mormor hende for “troldebarnet” – en lille troldeunge der med stor livsmod, nysgerrighed, og til tider udfordrende generthed søgte sine egne værdier, sin styrke og sit mod. Det fik mig, farmor, til at tænke på, hvordan en bog som denne kunne være en inspiration –for alle børn og deres forældre, fortæller Lene Rahbek.
Lene har et klart mål med bogen. Den lægger op til ærlige og dybe snakke mellem børn og voksne.
– Gennem disse samtaler skabes tryghed og tillid, og barnet lærer, at det er okay at tale om det, der er svært. På den måde får barnet mod til at udtrykke sine følelser og mærke sine egne behov – både derhjemme og ude i verden. Når barnet føler sig hørt, set og accepteret, får det de bedste forudsætninger for at vokse op i et trygt og glædesfyldt miljø. Det giver et godt grundlag for et langt, sundt og lykkeligt liv, forklarer Lene Rahbek.
De gode snakke med børnene kan ske på baggrund af emnerne i bogen. Her er et udsnit:
– Kan du huske, hvordan troldebarnet mærkede modvinden i eventyret? Vinden blæste så meget, men hun holdt godt fast i sin magiske hat — for hun kunne mærke, at det var det vigtigste i hele verden.
Len Rahbek mener, at børnene kan genkende situationen, hvilket åbner op for en god snak.
– Sådan er det også nogle gange i livet. Det kan føles som modvind, når noget driller eller er svært. Men hvis man holder fast i det, der er vigtigt, bliver det ofte lettere igen. Og nogle gange kommer der medvind — hvor alt føles rart og let, siger Lene Rahbek.
Lenes bøger kan købes via bogshop.bod.dk – eller i klinikken: www.aroma-massage.dk







