
Furesø Kommunes driftsafdeling er i gang med afbrænding af Baunesletten. Det sker efter plejeplanen er opdateret med anvisninger til pleje.
Af Mikkel Kjølby
Gartnerafdelingen fra Furesø Kommunes driftsafdeling er i fuld gang med naturpleje flere steder i kommunen. Mest synligt er det på Baunesletten i Værløse.
Dele af sletten er tidligere brændt af, men i år er området udvidet, så hele det lysåbne område afbrændes.
– Vi har sidste år lavet en registrering af beskyttet natur i Furesø, herunder på Baunesletten. I den forbindelse registrerede vi hele det lysåbne område som beskyttet natur, hvor det tidligere kun var to-tre mindre områder, som var beskyttet. Det er sket på baggrund af en konkret vurdering ud fra planterne i forbindelse med besigtigelsen, forklarer Kristian Søgaard, biolog i Furesø Kommune.
Slettens nye status som beskyttet natur har gjort det nødvendigt med en tilladelse til afbrænding. Den kom igennem systemet tidligere på ugen, så naturplejen kunne sættes i gang.
– Den gør det, at den brænder alt det visne plantemateriale væk, så der kan komme lys ned til plantefrøerne. Det fremmer spiring af plantefrø, forklarer Kristian Søgaard.
Overgartner Christina Kastrup Madsen har sendt to gartnerhold i aktion på Baunesletten, hvor vejrforholdene drillede en smule onsdag formiddag.
– Vi starter med at slå et brandbælte, derefter brænder vi kontrolleret i modvind, så et vindstød vil føre ilden ned i brandbæltet eller det område, hvor der ikke er noget for ilden at få fat på, forklarer Christina Kastrup Madsen.
Meget af det handler om sikkerhed – ikke mindst for medarbejderne – så man tager ingen chancer.
– Vi arbejder på det hele denne uge, og tager gerne mandag i brug. Hvis der er for stærke vindstød, stopper vi for den dag. I morgen skulle blive en bedre dag uden så stærke vindstød, fortæller Christina Kastrup Madsen.
Driftsgården har også gartnerhold i gang med afbrænding ved grusgraven i Kirke Værløse og skal i gang i Sydlejren.
