Bedrageribølge mod ældre i Farum

Foto Rigspolitiet

Nordsjællands Politi melder om et bedrageri mod en 72-årig kvinde og forsøg på bedrageri overfor 88-årig kvinde. Begge i Farum.
Nordsjællands Politi har igennem længere tid advaret imod omfattende bedrageri af ældre mennesker. I døgnrapporten
– En 72-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag bedraget, efter hun blev telefonisk kontaktet af en dansktalende mand, som påstod, at han var fra banken, at kvinden var blevet udsat for svindel. Efter cirka 10 minutters samtale kom ”Jakob” til adressen for at afhente foruretteredes dankort. Han fik dankortet udleveret sammen med et stort kontantbeløb. Han hævede efterfølgende et endnu større kontantbeløb med kvindens kort, skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
Der meldes om endnu et forsøg på bedrageri, som dog mislykkedes.
-En 88-årig kvinde ringede klokken 17.08 til politiet og anmeldte, at hun tirsdag omkring klokken 16.30 var blevet forsøgt bedraget, da hun fik et opkald fra en mand, som udgav sig for at være fra en sikkerhedsinstans. Hun nåede at give ham sin pinkode, men mistænkte, at han kunne være en svindler og lagde derfor på, lyder det i døgnrapporten.

Information om bedrageri mod ældre
Svindlernes metoder ændrer sig løbende, men for tiden får Nordsjællands Politi mange anmeldelser, hvor ældre bliver bedraget af nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller fra politiet:
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigenstande som smykker el. udleveret.
Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder