Farums skønne natur har tiltrukket mange kunstnere. En af dem boede i de smukkeste og maleriske omgivelser ved Farum Sø.
Kunstmaleren Emil Krause købte Farumgårds tepavillon, Flinthuset, i december 1902.
Han købte det af en umyndiggjort løjtnant, eller rettere af dennes beskikkede værge, en overretssagfører Godskesen. Løjtnanten havde købt huset af Farumgård et par år tidligere.
Emil Krause udvidede med en ekstra etage og brugte det som sommerhus frem til slutningen af 1920´erne, hvor det blev helårsbolig frem til hans død i 1945.
Emil Krause var en betydelig maler i sin samtid. Han vandt den Neuhausenske præmie ved to lejligheder. Han blev medlem af Akademirådet fra 1934 til 1940.
Hans værk ”Nationaldansen” opnåede den hæder at blive købt af Nationalmuseet.
Emil Krause blev født i København i 1871. Han viste allerede som 11-årig kunstneriske evner, men hans far sendte ham i malerlære, da han ikke ønskede, at sønnen skulle blive kunstmaler.
Emil Krause giftede sig med en af sine muser, Bertha Marie Vilhelmine Brassel. Parret fik fire børn.
Flintehuset blev de første mange år brugt som sommerhus, men i slutningen af 1920´erne flyttede familien permanent til Farum. Sønnen Bertel og hans familie overtog fra 1926 til 1933 det flotte hus ved bredden af Farum Sø, mens Emil Krause og hustruen flyttede ind i den tidligere stald ved Rytterskolen i Farum Landsby. Senere byttede parrene bolig. Bertel ville dog gerne tilbage til søen, og byggede derfor Egehuset ved siden af Flintehuset.
Emil Krause ligger begravet på Farum Kirkegård.
Huset gik videre i familiens eje indtil 2017.
Læs mere om Emil Krause på Farum Lokalhistoriske Forenings hjemmeside. Følg linket: Kunstmaler Emil Krause (1871-1945) – Farum Lokalhistoriske Forening
4 kommentarer til “Berømt maler boede i Flinthuset”
Interessant artikel – men hvorfor nævnes ikke at huset var i familiens eje indtil for få pr siden hvor Ole Krause gik bort?
Jeg vidste ikke nøjagtigt hvor længe det var i familiens eje. Det bliver tilføjet. Tak for input.
Interessant. Hvorfor nævnes ikke hvornår de tidligste dele af husets fundament er fra. Har hørt det skulle være tilbage til middelalderen. Er dette forkert?
Dejligt at se de smukke fotos fra Skovvængets Allé. Der er fejl i flere årstal, men da artiklen måske er ment som en slags underholdning, er det nok ikke vigtigt.
Fra januar 1967 til 1.dec 2017 har jeg boet i Egehus, gift med Ole Krause, som døde 30.dec 2012. Jeg solgte huset ultimo 2017, og 3 generationer af slægten Krause nåede at bo på kysten ved Farum Sø i ca 115år, idet Emil Krause købte Flinthuset i dec 1902 og fik skødet tinglyst i januar 1903. Han købte det af en umyndiggjort løjtnant, eller rettere af dennes beskikkede værge, en overretssagfører Godskesen. Løjtnanten havde købt huset af Farumgård et par år tidligere. Forøvrigt hedder huset på Skovvængets Allé 20 FLINTHUSET, ikke Flintehuset.
Rigmor Leth
Der er lukket for kommentarer.