Billig kantine eller genoptræning af ældre

Hvad er vigtigst? Billig kantineordning til rådhusets ansatte eller varme hænder til genoptræning af ældre?. Det spørgsmål stiller Anders Medum Groth (RV).

Radikale Venstres Anders Medum Groth (RV) foreslår en besparelse på kantinen på Furesø Rådhus. Det kan forhindre kommende besparelser på dagtilbud eller genoptræning af ældre.
Det er en bunden opgave for Furesø Byråd at finde besparelser for 50-75 mio. kr. over de kommende to år.
Til det formål har forvaltningen udarbejdet et sparekatalog på 144 sider, men et forslag fra Radikale Venstres byrådsmedlem Anders Medum Groth er ikke med. Det er et forslag, som nok ikke falder i god jord på rådhuset.
– Vi skal have kigget ind i, at vi har en udgift til rådhusets kantine på 2,4 mio. kr. om året. Vi bør mindst kunne reducere udgiften med 1,2 mio. kr. om året. Vi kan i stedet fx bruge pengene på, at forhindre forslaget om en tredje lukkeuge i dagtilbud i sommerferien, eller den foreslåede besparelse på terapeuter til genoptræning af ældre, siger Anders Medum Groth.
Rådhusets kantine laver mad til rådhuset, driftsgården og jobcenteret og står for mødeforplejning til politiske udvalg og særlige begivenheder.
De ansatte har en abonnementsordning på 510 kr. månedligt. De kan altså købe frokost for ca. 25 kroner pr. dag.
– Pædagogerne, lærerne og mange andre af vores ansatte i Furesø Kommune er ikke i nærheden af at have så godt et frokosttilbud, siger Anders Medum Groth, som selv må give 59 kroner for frokost i sit kontorfællesskab.
Furesø Kommune betaler ekstra moms på 600.000 kroner om året for at kunne give medarbejderne denne frokostordning. Dertil kommer driftsunderskud på 1,8 mio. kr. årligt.
Forvaltningen har indarbejdet en mindre besparelse på kantinedriften i sparekataloget. Forslaget indbefatter en stigning fra 510 til 525 kroner månedligt, hvilket giver en besparelse på 120.000 kroner årligt.
– Det er ikke vores kerneopgave at drive kantine på rådhuset for skatteydernes penge. Vi ser hellere, at pengene går til børn og ældre, siger Anders Medum Groth. . 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

5 kommentarer til “Billig kantine eller genoptræning af ældre”

  1. Erik Rasmussen

    Anders Groth er af den opfattelse at man kan spare et mindre beløb på kantine driften på rådhuset. Andre steder i det offentlige bliver kantinen udlagt til private virksomheder – hvorfor gør man ikke det samme på rådhuset.
    Rengøring og personlig pleje af de ældre bliver stadig skåret ned, men hvor meget er der skåret ned på rådhuset. Total rengøring daglig kunne nemt ændres til 2 gange om ugen. Det er vel voksne mennesker som ikke sviner så meget at det er nødvendig med så meget rengøring.
    Er der sket den sammen nedskæring af bl.a. rengøring på rådhuset som der er sket på skoler, idrætshaller mv.

    mvh

    Erik Rasmussen

    Erik Rasmussen

  2. Helt enig med Anders Groth i dette! Hvorfor kan ansatte på rådhuset købe lækker frokost til 25 kr pr dag?
    En helt urealistisk pris, samtidig med at der spares på børn og ældre. Prisen skal op til det dobbelte

  3. Solveig Bisgaard

    Hvis valget står mellem en ekstra lukkeuge i daginstitutionerne eller fortsat tilskud til kantinedriften på rådhuset, så er valget vel ikke så svært. En ekstra lukkeuge i daginstitutionerne – det kan vi ikke byde børn og forældre.

  4. Janus Hellvik Heisterberg

    Jeg er for så vidt enig i, at der selvfølgelig hellere skal være åbent i institutionerne, end tilskud til rådhusets kantine. Men vi skal huske, at de de to ting jo ikke nødvendigvis står overfor hinanden og, endnu mere vigtigt, at Furesø Kommune konkurrerer om arbejdskraften med andre kommuner og det private arbejdsmarked og derfor ikke bare kan spare på goder til medarbejderne hvis man stadig vil være en attraktiv arbejdsplads.

  5. Lukkedage er ikke i orden. Hvis der mangler penge må man hellere reducere antallet af ansatte på Rådhuset. Er der ikke en kantineordning, går de ansatte sikkert ned på Værløse Bymidte. Og det tager tid. For mig kan man også spare på servering til møder. Det giver kortere møder? og det der ikke bliver spist, skal alligevel smides ud.

Der er lukket for kommentarer.