Biolog – Kirkens jord har stort potentiale

Anders Adams har to gange været guide ved vandrende borgermøder på Præstegårdsjordene. Han mener, at et græsningsprojekt vil åbne området for brugerne.

Biolog Anders Adams har to gange vist rundt på Præstegårdsjordene for at gøre jorden til et biodiversitetsprojekt. Han peger på enormt potentiale i området for såvel natur som mennesker samt at man ville få adgang til endnu mere af området, hvis det omlægges fra landbrugsjord til græsningsområde.
Af Mikkel Kjølby
Baunesletten var i 2025 omdrejningspunkt for en episk strid mellem tilhængerne af et græsningsprojekt, som nødvendiggjorde en indhegning og så naboer, som ville bevare områdets rekreative værdi.
Nu er der noget, som tyder på, at Præstegårdsjordene i Farum bliver den næste kampplads.
En del af Præstegårdsjordene er forpagtet til en landmand, men den udløber i efteråret 2027. Der er tale om privat jord ejet af Farum Sogn. Det er altså op til Menighedsrådet, hvad der skal ske med området.
I den forbindelse har der været afholdt to velbesøgte vandrende borgermøder med den lokale biolog Anders Adams som guide.
Her fortalte han om de muligheder, som netop dette område byder på.
I sidste uge blussede debatten op igen, da naboer til Præstegårdsjorden krævede fortsat adgang til området, hvor de lokale lufter hunde, selvom det egentlig aldrig har været tilladt at gå med løs hund i området.
Anders Adams vil gerne give sit besyv med, men understreger, at han udtaler sig som privatperson og ikke er med til at træffe en eventuel beslutning om områdets fremtidige brug.
– Vi har meget lidt god natur i Danmark, og den natur, vi har, er dårligt beskyttet. Det man skal gøre, er at finde arealerne, som man kan omlægge til natur. Det er oplagt at tage landbrugsarealer. Det giver sig selv, at man vælger arealer med stort naturpotentiale, man kan lige så godt tage de lavthængende frugter. Heldigvis er det sådan, at arealer med stort potentiale er det dårligste landbrugsjord. Kirkens jord har fantastisk potentiale. Det har nærhed til eksisterende værdifuld natur, hvilket betyder, at en masse arter kan komme ind på kirkens jord. Og så kan man udvide og beskytte den eksisterende natur bedre, siger Anders Adams.

Potentialet findes i en ændret drift af området.
– Overdrevet på Storebjerg har en elendig forvaltning i dag. En stor maskine lægger det fladt som en pandekage en gang om året. Dertil er der landbrudsjorden ved Farum Sø. Vi kan løfte den eksisterende natur og omdanne landbrugsjord til natur. Og så er der endda er tale om ringe sandjord, som ikke er særligt dyrkningsegnet. Der er flueben hele vejen rundt, siger Anders Adams.
Han mener, at det er en misforståelse, når man taler om, at man som nabo mister adgang til et indhegnet område med græssende dyr. Tværtimod opnår man adgang til en større del af området, hvor man i dag ikke må være, fordi det er landbrugsjord.
– Jeg kan godt forstå, at nogen er vant til at gå en tur, som de måske skal lægge lidt om, men vi er nødt til at rykke en balle, hvis der skal blive plads til alle. Jeg drømmer om, at der kommer et projekt med græssende dyr. Det vil være meget få dyr, da de skal gå der hele året og finde deres føde, Folden vil være tilgængelig for alle. Man skal selvfølgelig have sin hund i snor, men det skal man også i dag. I virkeligheden åbner der området op, da hele området bliver tilgængeligt. Man arbejder med dyr, som ikke opsøger mennesker. De bliver ikke håndteret og derfor holder de afstand, siger Anders Adams.
Han forventer, at sådan et projekt vil kunne løfte området, så der bliver en større og bedre naturoplevelse.
– Det vil blive noget, som minder om Storebjerg med spredte buske, syngende lærker, masser af blomster, summende bier og så kan man gå over hele arealet, forklarer Anders Adams.
Ifølge Alt Om Furesøs oplysninger vil man tidligst til september være klar med et oplæg til områdets fremtidige brug. Også i forhold til om et græsningsprojekt skal kombineres med et stort område til hundeluftning. Det skal så forelægges Menighedsrådet i Farum Sogn, som skal tage beslutningen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder