Birger rejste sig fra blodpropper – Forretningen har fået vinger

Birger Kjærbye i glansrollen som turguide i Dyrehaven. Foto: Mikkel Kjølby

Livet slog en kolbøtte, da Birger fik to blodpropper. I dag har han rejst sig og glæder sig over, at forretningen Café Parforce for alvor har fået luft under vingerne.

Brølende kronhjorte og smukke omgivelser
 – Vi skal ud og finde nogle brølende kronhjorte, siger Birger Kjærbye med et smil.
Ude foran Café Parforce står fem herrer og venter på turguiden. Det er Birgers faste tirsdagshold. Oprindeligt kaldte han det for strokeholdet.
Med Birger i spidsen tager gruppen en tur i de skønne omgivelser i Dyrehaven. Dyrehavsbakken, Fortunegen, urørt skov, kronhjorte, Ulvedalene, Eremitageslottet og meget mere tages ind i sjælen.
Vel hjemme i butikken finder Birger raclettegrillen frem, for der skal hygges over en god gang mad. Mens han skærer oksefileten ud, står Birger med det mest veltilfredse ansigtsudtryk.
– Det kan vel dårligt kaldes arbejde det her, siger han med et smil.
Journalist Mads Gravesen gik på pension for to år siden. Han fik et godt råd.
– Jeg fik det råd, at jeg skulle købe mig en gravelbike, og det skulle være af Birger. Helbredsmæssigt var jeg på niveau med Birger, som oprettede et hold. Jeg har været med lige siden. Det er efterhånden en ret stor gruppe. Ofte er vi ti deltagere. Der er altid en hyggelig stemning, og Birger er den perfekte turguide. Han kommer med de vildeste historier om området, fortæller Mads Gravesen.
Hele grundlaget for Birger Kjærbyes forretning er en af menneskehedens store opfindelser, cyklen. Den har med årene udviklet sig fra væltepeter over bycykel, racer til mountainbike til dagens store modedille, gravelbike, en mellemting mellem en racer og en mountainbike.
– Cyklen er et fantastisk værktøj. Det er en af de bedste ting, som mennesket har skabt. Cyklen har betydet meget for mig. Jeg har en livsmission. Så længe jeg lever, vil jeg prøve at skabe cykeloplevelser for flest mulige mennesker, siger Birger Kjærbye.

Birger opfandt en ny branche
I Furesø kender vi mest Birger Kjærbye for MTB Tours. Tilbage i 2007 startede han op fra bunden med at udleje mountainbikes. Det havde ingen gjort før. Han startede en helt ny branche, som i dag trives og vokser.
Med bopæl lige ved Vesterled Sø i Hareskovby var det naturligt at satse på Hareskovene, hvor man nogle år forinden havde etableret 21 kilometer mountainbikespor. Birger indrettede butik i den gamle bagerforretning på Gl. Hareskovvej. Det gik over al forventning.
I 2020 var Birger i gang med en overdragelse af forretningen til Christian Dröscher, da han blev ramt af blodpropper. Handlen gik igennem senere samme år. Blodpropperne gav Birger Kjærbye livsvarige men som hjernetræthed og lammelser i højre side. Men de tog ikke livskraften fra ham.
Café Parforce havde i nogen tid fungeret som filial til MTB Tours. Fra den gamle stationsbygning ved Klampenborg Station blev der udlejet turcykler til turister. Den forretning indgik ikke i handlen og er siden blevet omdrejningspunktet for Birgers arbejdsliv.
– Da jeg fandt benene igen – inklusiv de men, som jeg fik af blodpropperne – kunne jeg se, at jeg godt kunne fortsætte, siger Birger Kjærbye.
Tre år senere rider forretningen på gravelbikebølgen.
-I dag har vi en bæredygtig forretning med flere og flere store kunder. Jeg er gældfri og har et stort varelager, som er betalt. Det er vidunderligt, siger Birger,.
Om et års tid bliver Birger 67 år og kan i princippet gå på folkepension. Det har han ingen planer om. 
– Jeg kan gå på pension næste år, men lige nu vil jeg gerne fortsætte i fem til ti år længere. Drivkraften kommer fra alle de mennesker, som kommer i butikken.

Den gamle stationsbygning ved Klampeneborg Station danner rammen om Café Parforce. Foto: Mikkel Kjølby
Birger nyder turene med kunderne i fulde drag. Her går snakken på Naturstyrelsens planer om at skabe urørt skov.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder