
Sille og Patrik fejrer Hareskovens Blomsters 1 års fødselsdag lørdag den 1. marts.
For et år siden tog Sille Kai og Patrick Roy Christensen springet. Efter flere års tilløb åbnede de blomsterbutikken Hareskovens Blomster i det lille erhvervsområde på Gl. Hareskovvej.
Der er allerede gået et år, og nu er det tid til 1 års fødselsdag. Den finder sted lørdag den 1. marts kl. 9 til 14.
– Vi holder fødselsdagsfest, og man kan få gratis smagsprøver på specialprodukterne, og der vil være gode tilbud på forårsplanter og forårsbuketter, fortæller Sille Kai.
Hareskovens Blomster har produkter fra lokale producenter som Nordic Chocolatiers, Wally and Whiz og Chokolade-Lykke samt øl fra det lille lokale bryggeri i Hareskovby, Neighborhood Brewing Company.
Sille Kai glæder sig over, at butikken får mere og mere at lave.
– Det er gået godt. Det går fremad. Vi kan mærke, at der kommer mere og mere, siger Sille Kai.