Børn med særlige behov lades i stikken

Magnus L. H. Haslebo fra Forældre i Furesø ser helst at politikerne helt dropper besparelser og takststigninger på børne- om skoleområdet. Privatfoto.

Forældre i Furesø fortsætter underskriftsindsamlingen frem til vedtagelsen af budgettet den 9. oktober. Der er især fokus på, at børn med særlige behov og deres forældres svigtes med budgetaftalen.
I kølvandet på borgermødet om budgettet satte Magnus L. H. Haslebo gang i en underskriftsindsamling for at få politikerne til at droppe besparelserne på børne- og skoleområdet. Selvom der er indgået budgetforlig, fortsætter bestræbelserne frem til den endelige vedtagelse den 9. oktober. I sidste uge var der indsamlet 1700 underskrifter.
– Selvom nogle af de varslede besparelser er droppet, så holder Furesøs politikere fast i den overordnede retning: Der skal igen spares på Furesøs børn. Og det er både kortsigtet og uordentligt, lyder det fra Magnus L. H. Haslebo.
Han er især bekymret for skolevægring og stigende takster på FFOer.
– Børn med særlige behov og deres forældre lades i stikken med aftalen. Yderligere droppes den ellers succesfulde særlige indsats målrettet børn med skolevægring, som der jo kun bliver flere af, fordi folkeskolerne er presset i knæ. Det er ulykkeligt for både børnene og deres forældre. Og det bliver ikke den besparelse, som politikerne håber på. For hvordan forventes forældrene at kunne bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet, når deres børn ikke får den hjælp, de har brug for, lyder det spørgende fra Magnus L. H. Haslebo.
Politikerne valgte at halvere den varslede stigning på brugerbetaling for FFO1-2 og 3. Furesø ligger midt i feltet i forhold til takster på FFO-området i forhold til sammenlignelige kommuner.
For FFO 1 er prisen 1.916 kr. om måneden. Det stiger med 150 kr.
For FFO 2 er prisen 753 kr. om måneden. Det stiger med 150 kr.
For FFO 3 er prisen 358 kr. om måneden. Det stiger med 100 kr.
Magnus L. H. Haslebo ser udfordringer med de stigende takster.
– Når brugerbetalingen for fritidstilbuddene sættes så markant op, så bliver det svært for de dårligst stillede at følge med. Og hvad skal deres børn så lave efter skole? Rende rundt på gader og stræder og passe sig selv. Det er ikke en god idé. Det er en decideret dårlig ide, mener Magnus L. H. Haslebo.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder