Borgmester Ole Bondo Christensen inviterer byrådets gruppeformænd til en snak om budgetjusteringer. Det sker i kølvandet på en uventet stort overskud på kommunens regnskab for 2025.

Borgmester Ole Bondo Christensen (A) inviterer byrådets partier til drøftelse af en mulig budgetjustering. Ifølge borgmesteren blev dette aftalt for noget tid siden. Det sker dagen efter tre partiers udmelding om at ville tilbagerulle besparelser i kølvandet på Furesø Kommunes store overskud på regnskabet.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Kommune havde budgetlagt med et stort overskud, men det blev noget større end forventet. Baggrunden var dels en stram budgetstyring og dels relativt store engangsindtægter i 2024.
Med det som udgangspunkt inviterer borgmester Ole Bondo Christensen (A) de forskellige partier til en drøftelse af mulighederne for at justere i kommunens toårige budget:
– Der er styr på økonomien i Furesø. Vi kom ud med et pænt overskud i 2024 og kan allerede nu se, at der er gode udsigter til budgetoverholdelse i 2025. Samtidig håber vi, at økonomiaftalen mellem KL og regeringen for 2026 giver os lidt mere luft, siger Ole Bondo Christensen.
Han pointerer, at der allerede på det seneste møde gruppeformændene i Furesø Byråd blev talt om at stikke hovederne sammen til en budgetsnak. I går foreslog Konservative, Venstre og Radikale Venstre at tilbagerulle tre konkrete besparelser – heriblandt besparelser på åbningstider i dagtilbud og SFOer.
– Det har hele tiden været meningen, at vi skulle vurdere mulighederne for budgetjusteringer, når vi kendte indtægtsgrundlaget for 2026. Vi har et budgetseminar for hele Byrådet i kalenderen den 24. juni, og jeg vil på det førstkommende gruppeformandsmøde den 20. maj sætte god tid af, så vi også der kan vende de forskellige ønsker og muligheder, lyder det fra Ole Bondo Christensen, som ikke på forhånd vil lægge sig fast på, hvilke budgetjusteringer, der kan være tale om.
– Der er ting i budgettet, som alle partier er kede af, men som vi i fællesskab nikkede til for at sikre balance. Det vil være oplagt at se på, om der er besparelser inden for centrale velfærdsområder som f.eks. børn og ældre, som vi kan pille ud eller reducere, forklarer Ole Bondo Christensen.
En del af store overskud på regnskabet skyldes, at flere end forventet har betalt indefrosne midler til grundskyld.
– Træerne vokser ikke ind i himmelen! Kommunens overskud i 2024 skyldes engangsindtægter og giver ikke mulighed for et varigt løft i vores driftsudgifter. Derfor skal vi holde tungen lige i munden og nøje se på, hvilke lempelser vi kan gennemføre uden at sætte målet om budgetbalance også på den lange bane over styr, forklarer borgmesteren.
Det toårige budget for 2025 og 2026 er indgået af alle partier i Furesø Byråd, derfor skal der også være enighed blandt partierne, hvis der skal ske justeringer i budgettet.
Kommunernes endelige indtægtsgrundlag for 2026 forhandles i disse uger mellem KL og Regeringen og forventes at falde på plads inden sommerferien.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *