
Siden 2013 har forstfuldmægtig Charlotte Mølgaard fra Naturstyrelsen haft ansvaret for udviklingen af Flyvestation Værløses midterste område. Men nu giver hun tøjlerne videre til sin kollega i Naturstyrelsen, Robin Holm Philip.
Af Mikkel Kjølby
Den midterste del af Flyvestation Værløse har siden lukningen af den militære lufthavn været genstand for meget opmærksomhed.
Først efter ni år kom der afklaring, da området blev tildelt Naturstyrelsen. Lige siden har forstfuldmægtig Charlotte Mølgaard stået for udviklingen af området til et naturrigt område til rekreativt brug. Men nu stopper hun.
Charlotte Mølgaard har budt ind på opgaven med at udvikle en ny bynær nationalnaturpark på Kalvebod Fælled. Det kommer hun til at gøre sideløbende med at have ansvaret for Farumskovene, men Flyvestation Værløses fremtidige udvikling overgår til hendes kollega Robin Holm Philip.
– Det har været en kæmpe gave at stå for udviklingen Det glæder mig at opleve hvordan området bliver brugt og opleve hvordan ryttere, cyklende, folk med hund, i kørestol har indtaget området. Der er kommet caféen i Shelter214 og flere foreninger som bruger og formidler flyvestationen og deres aktiviteter, fortæller Charlotte Mølgaard og fortsætter:
– Nogle af de fortsatte udviklingsprojekter er et samarbejde om at benytte naturen som ramme for at øge børn og unges trivsel, og hvordan praktiske opgaver på flyvestationen kan indgå heri. Udvikling af et friluftsforsamlingshus, som et samlende mødested for besøgende, foreninger og lokale er også stadig på ønskelisten. At der kommer en ny ansvarlig hos Naturstyrelsen ændrer ikke på rammer eller planer for området, lyder det fra Charlotte Mølgaard.
I 2013 var Forsvaret fortsat ejer af den midterste del af Flyvestation Værløse. Der var åbent i dagtimerne og man kunne blive lukket ind bag de kilometervis af byggepladshegn og få oplevelsen af at stå på landingsbanen omgivet af masser af skilte, lys og anden flyvepladsindretning. Det står i skærende kontrast til i dag, hvor området er åbent for alle. En masse foreninger er flyttet ind, og den tre kilometer lange landingsbane tiltrækker brugere fra nær og fjern.
– Det første vi gjorde, var at fjerne de låste porte og de lave bomme. Bagefter satte vi de røde pæle med Naturstyrelsens logo op. Nu skulle folk føle sig velkomne på alle tider af døgnet og bagefter gik vi i gang med at få fjernet de mange kilometer byggepladshegn, som var blevet stillet op rundt om bygninger, som Forsvaret ikke ville have offentlig adgang til, fortæller Charlotte Mølgaard, som levende husker det meget store og tunge nøglebundt, som var nødvendigt for at komme rundt på grund af de mange låste låger. I dag er der kun brug for en nøgle til de røde bomme.
– Der er meget kærlighed til det sted – og rigtig mange ildsjæle og gode idéer til, hvad området kan bruges til. Jeg har godt nok mødt og talt med mange, som har haft store og vilde idéer til, hvad flyvestationen skulle udvikles til. River rafting og en cowboyfestival har nok været nogen af de mest alternative, fortæller Charlotte Mølgaard.
Kunsten har været og vil være at balancere brugen af området, så der er plads til både benyttere og beskyttere.
– Nogle gange har det føltes, som den rette balance er fundet, når vi har været lige upopulær i begge lejre. Der skal være plads til alle; og der skal være plads til både natur og det særlige friluftsliv, som kan udfoldes der, siger Charlotte Mølgaard, som fortsat udvikler området.
Naturstyrelsen har planer om et større græsningsprojekt i den østlige del af flyvestationen. Her skal der gå cirka 10 stykker kvæg hele året og være med til at gøre området mere varieret og naturmæssigt interessant end i dag.
– Jeg krydser fingre for, vi får tilskud til projektet. Det projekt kan virkelig gøre en forskel, så man efter flere år med græsning kan opleve et mere varieret landskab med spredte buske, flere blomstrende urter, summende insekter. Jeg forestiller mig en slags flyvestationens Serengeti med biodiversitet til en safaritur, lyder det fra Charlotte Mølgaard.