Bæveren nærmer sig Furesøs vandløb

Sådan en bæverdæmning vil gøre sig godt i Sortemosen. Foto: AI.

Siden 14 bævere blev udsat ved Arresø, har arten bredt sig til Pøle Å-systemet. Det er et spørgsmål tid, før bæveren når til Furesøs pragtfulde vandløb og åer.
Af Mikkel Kjølby
I 1999 blev 18 bævere fanget i Tyskland og udsat i Klosterheden i Vestjylland. De er siden blevet til 300.
I 2010 blev 14 bævere udsat ved Arresø i Nordsjælland. De menes at være blevet til 100 bævere, som trives i Arresø og i Pøle Å-systemet ved Gribskov.
Danmarks Sportsfiskerforbund vil have sat tal på antallet af bævere.
– Jeg forventer også, at bæverne breder sig på Sjælland ligesom i Jylland, og vi ønsker et billede af, hvor meget de har bredt sig. I Jylland har de spredt sig over mere end 100 kilometer fra nord til syd, fortæller biolog i forbundet, Kaare Manniche Ebert, til TV 2 ØST.
DN Furesø glæder sig til, at bæveren når til Furesø Kommune. For det er oplagt med bævere i Sortemosen og Sækken.
– Den er genudsat både i Jylland og i Nordsjælland, men hvor den har indtaget Jylland og spredt sig med storm, så har udviklingen været mere forsigtig på Sjælland, hvor bæveren endnu ikke har spredt sig uden for Arresø med tilhørende vandløb. Der har desværre været påkørsler af bævere, men med lidt held vil bæver sprede sig sydover og snart bygge dæmninger og fælde træer i Sækken og Sortemosen i Furesø kommune, fortalte Carsten Juel, formand for DN Furesø til Alt om Furesø forrige år.

Bæveren er i høj grad savnet i den danske natur. Intet dyr som den kan ændre landskabet, og biodiversiteten er vild med bævere! Mange naturtyper er truede af udtørring og tilgroning med træer, og her gør bæveren jo sit enestående arbejde med at fælde træer og bygge dæmninger, der kan oversvømme store områder.
At bæveren ikke for længst er nået til Sortemosen, skyldes formentlig den store mængde trafik.
– Tidligere var naturen og skovene fuld af dyreliv. Det er en højst usædvanlig tilstand, at vi i de seneste 200 år nærmest ikke har haft store dyr i skovene, og der er ingen tvivl om, at naturen vil få det bedre med blandt andet flere kronhjorte, dådyr, oddere og bævere, som vi muligvis ikke engang selv behøver at reintroducere. Enhver passiv eller aktiv genintroduktion af relevante dyrearter til den artsfattige natur og de store halvtomme skove i Furesø Kommune, hilses i Danmarks Naturfredningsforening meget velkommen, siger Carsten Juel.
Et enkelt pattedyr er nået tættere på Furesø end bæveren. Sidste år blev en odder observeret i et vandløb ved Veksø.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *