41-årige Claus Davidsen arbejder til daglig med at finde klimavenlige løsninger. Den erfaring vil han bringe i spil, hvis han bliver valgt til Furesø Byråd for Socialdemokratiet.
Af Mikkel Kjølby
Byudviklingen af Sydlejren var i spæde start, da en gruppe mennesker satte sig sammen og lagde billet ind på at bygge Bofællesskabet Mageløse lige i skyggen af Kontroltårnet på Flyvestation Værløse.
Det var en blandet flok, men med en del ingeniører iblandt. Her byggede de på bar mark, og fandt sammen på mange innovative løsninger. Det gav et helt særligt byggeri. Det mest usædvanlige er varmeforsyningen. Her blev der virkelig fundet en bemærkelsesværdig løsning. Det er bedst at lade Claus beskrive den.
– Sydlejren har et stort afværgeanlæg, som løbende pumper store mængder grundvand. Dette gøres for at forhindre forurenet grundvand i at sprede sig til drikkevandsboringerne nord og øst for området. Grundvandet er 8-10 grader varmt året rundt, og vi trækker lidt af varmen ud af det oppumpede vand. Denne varme føres i et lukket system frem til husenes varmepumper, som hæver temperaturen til brugsvand. Det svarer til et særdeles effektivt jordvarmeanlæg, forklarer Claus Davidsen, der selv har en baggrund som miljøingeniør og til daglig arbejder som rådgiver indenfor byggeri og byudvikling.
Løsningen er innovativ, billig og ikke mindst særdeles klimavenlig. Den viser hvordan byudvikling og grøn omstilling kan gå hånd i hånd i praksis.
– Jeg vil bruge min faglighed til at hæve ambitionsniveauet og sikre at forvaltningen arbejder i den rigtige retning, siger Claus Davidsen.
Men hvad er så den rigtige retning?
– Den rigtige retning er, at vi skal kigge på, hvor vi lokalt kan gøre den største forskel og hvor kommunen kan hjælpe under et stramt budget. Vi skal ind og se på om, vi kan finde brikkerne til at få mere til at ske i kommunen.
For Claus er grøn omstilling, byudvikling samt børn og unge centrale områder. Han ser store muligheder i at udvikle byerne på en måde, der både styrker klimaet, giver plads til naturen og skaber gode rammer for borgerne.
– Jeg er vant til at arbejde med små og store projekter, og til at finde gode løsninger på vanskelige og komplekse problemer. Jeg tror på, at jeg kan være med til at gøre vores kommune bedre, vurderer Claus Davidsen, som også vil aktivere borgernes viden.
– Vi har så mange dygtige og professionelle blandt vores borgere. Udviklingen af Mageløse viste os, at alle kan bidrage og være med til at gøre ambitionerne til virkelighed på et langt højere niveau, end en enkelt person kan klare alene, fortæller Claus Davidsen.
Claus er gift med Sidsel sammen har de to børn, som går i Børnehuset Vingesus og på Jonstrup Skole. De har boet i Mageløse siden 2019.







