Damedouble holder fanen højt

Den kommende Værløse-spiller Laura Fløj Thomsen tog tre sejre i damesingle.

Torsdag var en hård dag for de lokale spillere i State Denmark Challenge i Farum Arena, men en singlespiller viste flotte takter.
Det har været en lang sæson for Værløses topspillere. For Julie Dawall Jakobsen har sæsonen budt på en EM-bronzemedalje og fine præstationer ved sidste uges Uber Cup i Kina.
Julie var topseedet i State Denmark Challenge i Farum Arena, men løb ind i en lovende japaner. 21-årige Riko Gunji er ved at spille sig op igennem rækkerne og besejrede Julie Dawall Jakobsen i anden runde.
Andreas Søndergaards makker Jesper Toft var med Thomas Cup-holdet Kina og spillede finale i holdturneringen tirsdag aften. Makkerparret var ikke på toppen og forlod turneringen efter nederlag i første runde til Lee og Lau fra Malaysia. Oliver Geisler og makker Mads Gadegaard tabte også i første runde.
Damedoublen med Julie Finne Ipsen og Mai Surrow vandt deres første kamp og spiller kvartfinale fredag ved 14-tiden imod Natasja P. Anthonissen og Alyssa Tirtosenko. Det bliver en hård opgave.
Værløse har også Signe Schultz Terp-Nielsen med i kvartfinalerne. Det er i mixeddouble sammen med Calvin Lundsgaard.
Torsdagen store positive melding kom fra Laura Fløj Thomsen. Den nordjyske skifter til Værløse i den kommende sæson. Hun vandt to singler i kvalifikationen og vandt også i første runde af hovedturneringen over belgiske Clara Lassaux.
Indiske Tasmin Mur stoppede dog Laura Fløj Thomsen i anden runde.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder