David går efter podiet i Las Vegas

David Bonde blev nummer tre i Prag. Nu går han efter en podieplads ved verdens største stævne for elektriske skateboards. Privatfoto.

Elektrisk skateboarding oplever en enorm vækst på verdensplan, og David Bonde fra Værløse er både en af pionererne i sporten, men også en af verdens hurtigste i denne meget actionprægede nye sportsgren. I den kommende weekend går danskeren efter en podieplacering ved verdens største og mest prestigefyldte e-skating race, Esk8Con, som afvikles i Las Vegas i USA.
På samme måde, som man har set det med biler, er der i de seneste 15 år også dukket elektriske skateboards op, og det har ført til en ny gren af skateboarding kaldet e-skating. David Bonde er en af pionererne på verdensplan, og han er en af verdens bedste i en sport, som på mange måder ligner road racing (racerløb på motorcykler), men bare udført på et skateboard og på en mindre bane. Farten kan i nogle tilfælde komme helt op i nærheden af 80 km/t, hvilket er ret hurtigt på et skateboard.
David Bonde er tidligere mange gange dansk mester i fægtning. I dag fylder fægtningen ikke så meget. Det gør derimod Davids familie og hans fysioterapi-klinik i Værløse. Her har han specialiseret sig i smertebehandling og har i en del år bl.a. arbejdet med nogle af Danmarks nuværende og kommende idrætsstjerner. I de senere år har David Bonde dog genoptaget ungdommens kæmpe kærlighed til skateboarding, men nu tilsat strøm. Det har bl.a. ført til, at Bonde har etableret virksomheden ”Ride That Thing” sammen med sin nu 14-årige søn Gustav.
– For mig er skateboarding og kulturen omkring skateboarding en væsentlig del af min ungdom, og jeg forbinder det med frihed, vind i ansigtet tilsat en fed subkultur, som har givet mig mange gode oplevelser. Nu bor jeg ved den nedlagte flyvestation i Værløse, og derfor var det oplagt, at Gustav og jeg etablerede en hobby-virksomhed, hvor vi sammen kan dyrke vores passion for skateboarding. I Ride That Thing cruiser vi roligt rundt med gæsterne på den historiske flyvestation, fortæller røverhistorier om de historiske steder og nyder de smukke omgivelser og det rige dyreliv, siger David Bonde.
Ved siden af de hyggelige ture rundt i ”baghaven” på Flyvestation Værløse har David Bonde været en af pionererne bag konkurrencer – deciderede racerløb – i e-skating. Det største og mest historiske løb i den i stigende grad populære sportsgren er Esk8Con, som køres hvert år i verdens mest kendte forlystelsesby, Las Vegas, Nevada. Sidste år blev den danske e-skateboard-pioner nr. 9 i racet, men i år går han efter podiet – altså en plads blandt de 3 bedste i et race med 150 deltagere.
– Lige før påske var de bedste e-skateboardere samlet i Prag, og her fik jeg en 3. plads, men jeg havde farten til mere og blev da også nr. 1 i kvalifikationen. Så jeg føler mig klar til at kæmpe med verdens bedste e-skatere, og målet er altså en podieplacering, slutter David Bonde.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder