
Af Tine Loft Thomsen, byrådskandidat for Alternativet
Hvem har det? Og hvem tager det? BUPL har lige offentliggjort, at Furesø Kommunes dagtilbud Humlehaven har højere normeringer end andre af kommunens dagtilbud. Som forældre i kommunen kommer det ikke bag på mig, da Humlehaven er en institution for børn med udviklingsvanskeligheder. Det er blandt andet de børn, som den nye pavillon på Stavnsholtskolen er blevet bygget til. Så også de børn kan få en god skolegang, der er lokalt forankret.
Problemet er bare, at Furesø Kommune over for Ankestyrelsen angiver, at Humlehaven er en almindelig institution, der hører under dagtilbudsloven. Det betyder, at når kommunen skal beregne normeringerne for alle kommunens daginstitutioner, er pædagogerne i Humlehaven talt med. Det giver et billede af en højere normering end det, der reelt er i vores daginstitutioner, da Humlehaven har en højere normering som specialtilbud.
Samtidig mener kommunen, at Humlehaven hører under dagtilbudsloven – og dermed ikke er et specialtilbud under Barnets lov – derfor kan kommunen øge forældrebetalingen i institutionen for at dække udgiften til den øgede normering. Det bliver det nu undersøgt i ministeriet, om Furesø Kommunes praksis er ulovlig.
I Alternativet er vi rystede over, at Furesø Kommune på denne måde udsætter sårbare børn og deres familier for både øget økonomisk belastning og for ikke at være dækket af et nødvendigt lovgrundlag. Det virker uansvarligt.
Samtidig er vi nødt til at begynde at beregne normeringerne på en anden måde, så forældrene får et mere retvisende billede af hvor mange pædagoger, der er i deres børns institutioner. I øjeblikket bliver de regnet sådan ud, at alle ansatte, der på en given dag får løn i institutionen indgår i normeringen. Det betyder, at alle ansatte, uanset om der er der eller ej, tæller med i normeringen – det samme gør vikaren, der erstatter den fastansatte. Derfor er der i forvejen et fordrejet billede af normeringen. Når så Humlehavens højere normering bliver lagt oveni, bliver det meget svært for forældrene i Furesø Kommune at gennemskue, hvad normeringerne er i daginstitutionerne.
I Alternativet tager vi ansvar for fællesskabet. Både de store og de små. Vi ønsker, at vores kommune skal være et sted hvor, alle har mulighed for at trives. Derfor vil vi have Humlehaven dækket af Barnets Lov og samtidig beregne normeringerne, så de er lettere at forstå og stemmer bedre overens med forældrenes oplevelser i hverdagen. Det er ganske enkelt et spørgsmål om ansvar og gennemsigtighed.