Debat – Beredskab i en krisetid

Af Ole Bondo Christensen, Borgmester i Furesø (A) og formand for Frederiksborg Brand og Redning
Kan jeg finde et beskyttelsesrum, hvis det værst tænkelige skulle ske? Er der en nødgenerator på vores plejehjem? Hvordan hjælper vi vores mest sårbare borgere, hvis mobiltelefonen og strømmen sætter ud. Spørgsmålene er mange, og jeg forstår bekymringerne. Efter afslutning af den kolde krig troede vi, at krig på vore breddegrader var utænkeligt. Staten skar ned på forsvaret. Civilforsvaret blev lagt sammen med de kommunale beredskaber, som også blev ramt af sparekniven.
Furesø er med i Frederiksborg Brand og Redning, et kommunalt samarbejde med ansvar for at slukke brande, rydde op efter kemikalieudslip, forebygge oversvømmelser og yde førstehjælp i forbindelse med ulykker.
Vi er i fuld gang med at opdatere vores kommunale beredskabsplaner. Alle skal vide, hvem der gør hvad, og vi skal være klar, hvis strømmen svigter eller varmen udebliver.
I Danmark har hver myndighed eller sektor (fx stat, kommuner, hospitaler og elselskaber) ansvar for egne forsyningsområder. Vi kalder det sektoransvars-princippet. Dermed ved alle, hvem der skal handle, hvis uheldet er ude. Vi så for nyligt i Spanien, hvor galt det kan gå, hvis dette ikke er på plads.
Staten har bedt alle borgere om at være klar til at håndtere tre døgn uden strøm. Furesø er i fuld gang med at afklare behovet for udstyr, der kan fungere ved længerevarende strømsvigt fx nødgeneratorer, satellittelefoner m.m. Og vi er også klar, hvis de statslige myndigheder skulle give besked til kommunerne om at klargøre beskyttelses- og sikringsrum.
Vi skal nok håndtere det øgede risikobillede, men der er akut brug for, at staten prioriterer flere midler til det kommunale beredskab og sikrer en klar ansvars- og rollefordelingen. Der er også brug for, at vi bliver bedre til at informere og inddrager borgerne i beredskabsopgaverne. Vi skal styrke det frivillige beredskab og vi, at ingen lades alene, hvis vi bliver ramt at en længerevarende krise.
God krisehåndtering kræver fælles løsninger, og dem er vi gode til at finde i Danmark og i Furesø.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder