Debat – Bevar de fredede marker i Farum Vest

Af Jan Kjældgaard, byrådsmedlem for SF
SF er lodret uenig i det flertal i Furesø Byråd, som tirsdag besluttede endnu et forsøg på at bygge på de fredede marker i Farum Vest. Denne gang handler det om etablering af fodboldbaner og parkeringspladser – men for SF er det stadig et klart nej.
De åbne marker ud mod Lillevangsvej er en del af den grønne kile, og de skal bevares som de er: grønne, fredelige og åbne – med græssende heste og et vigtigt naturpræg. Fodboldbaner og parkeringspladser hører ganske enkelt ikke hjemme i en grøn kile – og slet ikke på fredede arealer.
Forslaget er blandt andet begrundet med, at der mangler parkeringspladser til FC Nordsjællands hjemmekampe. Men det argument holder ikke. Det er fuldt ud muligt at komme til kampene med cykel, bus eller tog – og det bør vi opfordre til. Jeg er selv ofte tilskuere til kampene og det er fuldt ud muligt at komme dertil uden bil.
Det er desuden veldokumenteret, at nye parkeringspladser skaber mere biltrafik – præcis som nye motorveje fører til flere biler og krav om endnu flere veje. Det er den forkerte vej at gå, hvis vi tager vores klimamål alvorligt.
Byggeri er en af de største bidragydere til CO₂-udledningen. Det anslås, at 20-40 % af de samlede udledninger stammer fra byggeriet. Derfor er det afgørende, at vi passer på de grønne åndehuller, vi har tilbage – ikke mindst dem, der allerede er fredede.
SF stemte imod forslaget og håber, at Fredningsnævnet igen vil sætte foden ned. Vi siger nej tak til asfalt og boldbaner på naturens bekostning – og ja tak til at bevare og styrke den natur, som gør Furesø til noget særligt.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder