
Af Curt Mikkelsen. Landskabsarkitekt
DN har på det sidste argumenteret stærkt for, at vi i fællesskab er forpligtigede til at styrke biodiversiteten og bidrage til, at de af EU opstillede mål om 30 % og 10 % sikrede naturtyper nås. Baunesletten bør således, ifølge DN ubetinget afgræsses.
Efter samtaler med mange brugere af Baunesletten, både med og uden hund, er jeg overbevist om, at alle ønsker sig Baunesletten som et varieret, spændende naturområde med høj biodiversitet.
Men alle ønsker fri og uhindret færdsel uden hegn.
Også borgere, der involverer sig i interessegrupper og bor ganske tæt på Baunesletten, ønsker at styrke biodiversiteten.
Derfor er det en falsk problemstilling, når DN fremstiller sagen på en måde, der opdeler borgere i et A og et B hold. ”Not in my backyard” – påstanden.
Når bølgerne går højt, handler det ikke om målet, Baunesletten som et naturområde med stor biodiversitet, men om midlerne. Der er faktisk udarbejdet en plejeplan, der indeholder fornuftige tiltag. Herunder forårsafbrænding af delområder. Plejeplanen har desværre ikke i tilstrækkelig grad været fulgt, men forårsafbrænding blev dog udført i 2023 og 2024, hvilket har medført en markant øgning i antallet af sommerfugle og en positiv udvikling af floraen.
Jeg har erfaret, at DN anerkender denne plejemetode, som på baggrund af de positive erfaringer, bør udføres på større områder. Der kan desuden arbejdes videre med andre plejeformer, der fremmer udviklingen af et naturområde med høj biodiversitet. Vi ved, det er muligt, der foreligger gode erfaringer fra andre naturområder, hvor man har eksperimenteret med forskellige plejemetoder.
Furesø Kommune skal forstå at involvere interesserede borgere og frivillige kræfter. I Nørreskov Park arbejder frivilliggruppen netop med le-slåning og andre plejemetoder.
Det er en kommunal opgave at planlægge bynære rekreative arealer til glæde for borgerne. Det er dokumenteret til overflod, hvor meget rekreative arealer betyder for befolkningens liv og velfærd og det ér muligt at planlægge, så både naturværdier og rekreative værdier sikres- også på Baunesletten.
Men indhegning og afgræsning af Bauneslettens bynære rekreative arealer vil medføre begrænsninger i fri færdsel og desværre også for ofte tilfælde af alvorlige skader, hvis kreaturer angriber besøgende på arealerne.
Furesø kommunes politikere skal have ros for at holde en pause i udrulning af planer, der aldrig har involveret borgerne. Nu er der en mulighed for at gøre det, man hele tiden har pyntet sig med, at få en dialog med alle involverede og interesserede borgere. Hvad ønsker vi, hvor skal vi prioritere vores indsatser for at opfylde målene som beskrevet af EU?
For det skal vi og det ønsker borgerne.
Det vil klæde DN, om de i stedet for at presse voldsomt på for at få gennemført deres egen plan på de kommunale bynære rekreative arealer, fokuser overordnet på visionerne i ”Den grønne Trepart.” Naturværdier i stedet for intensivt landbrug.
Kommunen og lokale kræfter, gerne med bidrag fra DN, skal nok skubbe til biodiversiteten på Baunesletten.
6 kommentarer til “Debat – Biodiversitet og naturpleje på Baunesletten”
Godt skriv så mangler vi bare at Lene Munch vågner i stedet for blot at være stik i rend person for DN som åbenlyst ikke går ind for naturbeskyttelse men naturbenyttelse og allemandsretten.
En del urigtigte påstande:
– Borgerinvolvering: Der har været flere besigtigelser af området med borgere ud over et stort borgermøde.
– Midler: mht. naturpleje er helårsgræsning det bedste, hvorimod forårsafbrænding og slåning det næstbedste.
– Sommerfuglene bestandsstørrelse kan man videnskabeligt set ikke bedømme ud fra 1 eller 2 år.
Nu nævner du selv Nørreskov Park frivilliggruppen. De taler kraftigt i en artikel fra Furesø nyt om vigtigheden af store græssere på Baunesletten og at udvalget skal se at finde mod til at sætte projektet i gang
Det er jeg fuldt ud klar over. Mit indlæg er lidt drilsk her, men meningen er klar og tydelig, at vi kan nyde godt af det frivillige arbejde, som mange er interesseret i at udføre. Og det er her frivilliggruppens bidrag til samtalen bliver interessant. Jeg har mødt mange, der er parat til at stille op søndag formiddag med en le og en kande kaffe. Så der er vilje.
Hej Furesøsiden,endelig en rigtigt godt skrevet artiklel om biodiversitet og Baunesletten,det er det bedste i lang tid.forsæt den gode tone og vi alle for vores ønsker opfyldt,venlig hilsen Lone Christensen.
Tak for velskrevet og informativt indlæg!!!
Hilsen daglig bruger af Baunesletten gennem mere end 40 år
Nina Jacobsen
Der er lukket for kommentarer.