Af Tine Loft Thomsen, folketingskandidat for Alternativet
Jeg ved ikke med dig, men jeg bliver mere og mere ked af det, når jeg handler i min helt almindelige discount supermarked. Vi har stadig en virkelig god grøntsagsafdeling, hvor jeg fylder vognen godt, før vi går videre.
Derefter kommer vi til kødet. Det er fyldt med gule mærker af den slags, der udløser en alarm, hvis man ikke får betalt for det. Det er ikke kun de dyre stykker kød, der har fået gule mærker. Det billigere har også.
Bagefter kommer jeg til afdelingen med vin, spiritus og på den anden side står kaffe og te. Kaffen er steget med langt mere end 100 % de seneste fire år og har derfor også for længst fået gule mærker. Det er længe siden, at spiritussen blev udstyret med en hætte, der kun kan tages af ved kassen.
Og således kan jeg gå igennem hele supermarkedet og se, at både røget laks, ost, olie og endda click mix har fået gule mærker, ligesom så meget andet.
Jeg bliver så ked af det. For det, jeg ser, er fattigdom. Der er mennesker, der er så fattige, af de er villige til at stjæle fredagsslik, bøffer og olivenolie. Og hvad gør regeringen ved det? De sender en fødevarecheck ud til de af os, der er heldige nok at få den.
Men det hjælper ikke, når vi allerede er så fattige, at nogle ser sig nødt til at stjæle kaffe. Manges fødevarecheck ryger formentligt ned i et stort hul og kommer ikke til at gøre en forskel i andre måneder end maj.
Og der er mange med behov for økonomisk tilskud, der ikke får den. De, der er på overførselsindkomst, men ikke har hjemmeboende børn under 18 år, får den ikke. De får ikke noget. Men det er jo ikke det samme som, at de ikke har brug for den.
Så det er slet ikke en fødevarecheck, vi har brug for. Vi nødt til at se på de laveste lønninger og offentlige ydelser, så alle har råd til at købe den mad, de har brug for. Vi kan selvfølgelig godt mene, at vi bare skal spise noget mindre kød og ost, og det er heller ikke sundt at drikke kaffe eller alkohol, og sukker er da helt unødvendigt.
Men det er ikke det, det handler om. Det handler om at have mulighed for at vælge det fra. Og hvis du er fattig, er du nødt til at vælge det fra eller måske at stjæle det. Og fattigdom er bare ikke særligt motiverende for noget som helst. Heller ikke grøn omstilling og sund livsstil.
Vi skal være modige og se på, hvordan vi ellers kan gøre det lettere for os alle. Det kan være vi skal droppe moms på hygiejneprodukter, eller gøre dem gratis som i Skotland. Måske det er på tide, at modermælkserstatning bliver fritaget moms. Hvis du ikke kan amme, skal du ikke straffes på økonomien.
Bleer er ikke en luxus, heller ikke de dyre, der kan vaskes og bruges igen.
Måske vi kan se på netop det, der ikke kan undværes og fritage det for moms. Samtidig med at vi ser på lønningerne og overførselsydelserne. Alternativet er vi sikre på, at det vil føre til øget lighed i samfundet. Og det er et mål i sig selv for os. For øget lighed giver øget velstand for os alle.







