Af Mehmet Anik og Lucas Thorbye Mørch, byrådskandidatter for Socialdemokratiet, Furesø Kommune
Børnefamilierne i Furesø skal kunne mærke den økonomiske luft, som kommunen har fået i budgettet. Vi har gode skoler, gode institutioner, stærkt foreningsliv samt dejlig natur og grønne områder, men vi vil gerne gøre det endnu mere attraktivt at være børnefamilie i Furesø.
Derfor håber vi i Socialdemokratiet, at de igangværende budgetforhandlinger vil skabe mulighed for at genoprette daginstitutionernes åbningstider til det niveau, de havde før sidste års besparelser. Det handler om at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv for kommunens borgere.
Samtidig ser vi et klart behov for at forbedre normeringerne i daginstitutionerne. Det kræver investeringer, både fra statens side og fra kommunen selv. Vores børn skal have trygge rammer og voksne med tid og overskud til nærvær og udvikling.
På skoleområdet ønsker vi at afsætte flere midler til at modernisere skolernes faglokaler og læringsmiljøer. Det er afgørende, at både børn og personale har de bedst mulige forudsætninger for at lære og undervise i gode omgivelser.
Vi ser desuden et stigende behov for specialundervisning og en generel styrkelse af almenområdet. Derfor vil vi prioritere dette højt i budgetforhandlingerne.
Endelig vil vi styrke kompetenceudviklingen blandt vores dygtige pædagoger og lærere. I en verden i konstant forandring er det afgørende, at personalet løbende får mulighed for at udvikle deres faglighed.
Vi håber på bred politisk opbakning i Byrådet til disse nødvendige og ambitiøse forbedringer. Hos Socialdemokratiet i Furesø står vi fast på, at alle børn skal have en god og tryg start på livet.







