Af Morten Flindt.
Vi skal have valgdeltagelsen op! Blandt de unge og i bestemte områder af kommunen er valgdeltagelsen alt for lav. Så meget synes de to politiske fløje at være enige om.
Men byrådsflertallets beslutning om at bruge 150.000 kroner på en bus, der skal køre rundt i områder af kommunen, der traditionelt har haft lav valgdeltagelse, har skilt vandene. Groft sagt kalder de røde partier bussen for en demokratisk nødvendighed, mens de blå mener, at det er at bruge skattekroner på at få flere til at stemme i områder, hvor borgerne primært stemmer rødt.
Ser man på valgdeltagelsen ved kommunalvalg i Furesø Kommune, ligger vi rigtig flot. Med 74,11 % var vi syv procentpoint over landsgennemsnittet ved kommunalvalget i 2021. Indvandrere i Furesø stemmer lidt mindre end landsgennemsnittet, mens efterkommere af indvandrere stemmer lidt mere end landsgennemsnittet. Det gælder også de unge. Målt på valgdeltagelse står vi bedre end langt de fleste andre kommuner.
Kan man få flere unge til at stemme, og kan man øge valgdeltagelsen, hvor den i dag er lav, ved at køre en bus derhen? Det kan man måske nok. Får vi et bedre, stærkere, mere levende demokrati ud af at hjælpe valgdeltagelsen på vej med en kommunal bus? Det er straks mere tvivlsomt. Til gengæld er der andre ting, vi kan gøre for at styrke demokratiet i kommunen.
For det første må vi til at acceptere, at ikke alle stemmeberettigede stemmer. Det er et vilkår i et demokrati. Siden 1970 har valgdeltagelsen ved kommunalvalg svinget omkring de 70 %. I Furesø ligger vi altså ganske godt, også i en historisk kontekst.
Der kan være mange grunde til, at folk ikke stemmer: Der er ikke nogen kandidat, de har lyst til at stemme på. De når ikke hjem fra arbejde den dag. De bryder sig ikke om demokratiet som styreform. De er syge. De glemmer det. Det regner. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.
For det andet må vi acceptere, at unge og ældre har forskelligt engagement og forskellig motivation for at stemme. Sådan har det også altid været. De 19 til 29-årige er den gruppe, der stemmer mindst. Det er ikke mærkeligt, at det er folk i 20’erne, der ikke stemmer. Ofte studerer de, mange flytter til en ny by, de skal lære at kende. Kun få har børn i institution eller skole. Det får de til gengæld i 30’erne, og der begynder valgdeltagelsen at stige igen. Der, hvor man har noget på spil, og hvor kommunen og dens tilbud bliver rigtig relevant for én.
Demokratiet er altså ikke i fare, fordi de unge ikke stemmer. Det skal de nok gøre, når de bliver lidt ældre. Og demokratiet er ikke i fare, fordi ikke alle voksne stemmer.
Demokratikommissionen, med den tidligere Berlingske-chefredaktør Lisbeth Knudsen i spidsen, afleverede kort inden sidste kommunalvalg sin rapport ”Er demokratiet i krise?”. Kommissionen konstaterede, at vores høje valgdeltagelse rent faktisk er en af vores demokratis styrker. Til gengæld konstaterede de også, at vores demokrati rent faktisk er udfordret på en række områder: Færre ønsker at være medlem af et parti, partierne opleves ikke som en vej til indflydelse, mange mener at prisen for politisk engagement er for højt. Tilliden til medier og politikere er faldende. Foreninger og civilsamfund har for ringe vilkår, og politikere i Folketing og byråd har for dårlige arbejdsforhold. Blandt meget andet.
Mon ikke vi kunne gøre en del lokalt ved nogle af ting for de 150.000 kroner, det koster at have en valgbus kørende?
Man kan godt sende en bus ud for at få flere til at stemme. Man skal bare ikke bilde sig selv eller andre ind, at det gør nogen forskel for demokratiet. Til gengæld er der mange andre ting, kommunalpolitikerne kunne tage fat på, hvis styrkelse af demokratiet virkelig var en prioritet – og her er Demokratikommissionen et godt sted at finde inspiration.
