Af Morten Flindt, kandidat til Byrådet i Furesø for Venstre
Der er ikke mange måneder til kommunalvalget. Over hele landet vil lygtepæle, husmure, hegn, biler, busser og alt muligt andet blive prydet af vel- og ukendte navne og ansigter og mere eller mindre mundrette slogans. Ca. 2.700 skal vælges til by- og regionsråd. I Furesø Kommune er der 21 pladser i Byrådet at kæmpe om.
Fra det meste af landet hører vi endnu en gang bekymrede røster: Partierne har så svært ved at finde kandidater, at det efterhånden er et problem for vores folkestyre. Sådan er det også i Furesø, hvor de færreste partier nok stiller med den mængde kandidater, de allerhelst ville.
På landsplan stillede omkring 10.000 op for fire år siden. Nogle med store ambitioner om at blive (gen)valgt, nogle som fyld på listen. Mange ved allerede nu, at det også denne gang bliver nervepirrende til det sidste.
Fælles for de fleste nye kandidater er, at de går ind i politik uden politisk erfaring, men med et ønske om at sætte et aftryk på kommunen: Skal vi give plads til et friplejehjem? Hvordan skal fordelingen mellem private, andels- og almene boliger være fremover? Skal kommunen fortsat låne høns ud til borgerne? Skulle vi ikke få fjernet lukkeugerne i dagtilbud og FFO’er?
Vores kommunalpolitikere har fingrene helt nede i de mest lokale sager og i de ting, der betyder allermest, ikke bare i deres egen hverdag, men også i naboers, familie og venners.
Med et valg til byrådet følger ikke bare muligheden for indflydelse. Der følger også en masse mindre positivt. Fra den ene dag til den anden går den nyvalgte sygeplejerske eller politibetjent fra at være blandt de mest troværdige mennesker i danskernes bevidsthed til at være blandt de mest utroværdige. Nu er de nemlig politikere. De må finde sig i at få skudt alle mulige og umulige motiver i skoene. De må leve med en rå tone med tilsvininger og trusler – og det er ikke begrænset til de sociale medier. Selvom det ikke sker så tit, er det ikke mærkeligt, at historier om overfald og hærværk mod lokalpolitikere får nogen til at vælge politikken fra, selvom de ellers gerne ville prøve det.
Det er ikke usædvanligt, at et folketingsmedlem må nøjes med hjælp fra en kvart sekretær og en studentermedarbejder 15 timer om ugen. Til gengæld er det helt usædvanligt, at et byrådsmedlem skulle have så meget som en student til at hjælpe sig i det politiske arbejde. Som byrådsmedlem er man alene. Der er ingen politiske medarbejdere. Man forventes at klare jobbet ved siden af – eller ofte oven i – sit fuldtidsarbejde, hvor udvalgs- og byrådsmøder placeres inden for almindelig arbejdstid. 8 til 10 eller 15 til 17, for eksempel. Er man så uheldig at komme til at arbejde med et fagområde, man ikke kender meget til i forvejen, er det ikke ualmindeligt at bruge de første par år på at lære området rigtigt at kende. Ved starten på livet som lokalpolitiker kan man nemt blive ramt af en følelse af magtesløshed og ensomhed, når man møder den kommunale forvaltning og virkeligheden som politiker.
Så er det jo heldigt, at politikere tjener så godt! Sådan lyder fordommen i hvert fald. Et byrådsmedlem i Furesø får små 9.000 kroner om måneden i vederlag. Lidt mere, hvis man også får en udvalgspost eller ligefrem bliver udvalgsformand. Sidstnævnte kommer op omkring de 25.000 om måneden.
Hvad så med alle de politiske ben, man hører så meget om landet over? Bestyrelsesposten i varmeværket, affaldsselskabet, den lokale havn? Det er ikke så mærkeligt, hvis de ting trækker for lokalpolitikerne. Til gengæld er det også her, man som lokalpolitiker kan komme ud på rigtig dybt vand.
Alle, der stiller op, fortjener anerkendelse. Arbejdet som byrådsmedlem kan være hårdt og utaknemmeligt. Det er ikke helt ulig Hjemmeværnet, hvor mænd og kvinder kommer, fordi de gerne vil gøre en indsats for deres land og for deres lokalsamfund, men ofte må leve med utaknemmelige arbejdsforhold og arbejdstider. Og når de så har svedt og slidt sig gennem mudder og marcher og uddannet sig til soldater, siger folk: ”Du er i Hjemmeværnet? Er det så dig, der dirigerer biler på Roskilde Festival?”
I Hjemmeværnet kommer folk også med de forudsætninger, de nu engang har. Man behøver ikke have været soldat først, men gennemgår et grundigt, indledende kursus efterfulgt af jævnlig træning. Den luksus har nye byrådsmedlemmer ikke. Der er et minimum af introduktion til livet som politiker.
Hjemmeværnet kender sin rolle. De har faste opgaver, og de ved, at der er nogle ting, der skal overlades til de professionelle soldater. Det gør ikke hjemmeværnsfolkenes stolthed mindre. De ved, at deres arbejde er afgørende for, at de professionelle kan løse deres del af opgaven bedst muligt.
Tilbage til de politiske ben og lokalpolitikere på dybt vand: Netop bestyrelsesposten i varmeværket, affaldsselskabet eller havnen er måske noget, som skulle overlades til professionelle og ikke til en person, bare fordi vedkommende er valgt til byrådet? I dag bliver benene ofte brugt i en forhandlingssituation, som trøstpræmie, som noget der lettere kan få en politisk aftale til at glide ned.
Fjernvarmeskandalen i Odsherred, der har kostet borgerne en ekstraregning på en milliard og ført til stævning af flere politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer, er det tydeligste eksempel på, at en bestyrelse ikke nødvendigvis bliver bedre, bare fordi der sidder politikere i den. Den ti år lange uopsigelige kontrakt med direktøren for Farum Fjernvarme, som alligevel blev fritstillet med et gyldent håndtryk på 12 millioner, er et andet.
Hvis ikke vi vil vælge folk, der har erfaring eller uddannelse til at bestride den slags poster, og vi ikke vil uddanne dem, vi vælger, skulle vi måske hellere fritage dem for ansvaret – og overlade det til professionelle.
Manglen på kandidater skal vi tage alvorligt. Det er skidt for vores folkestyre, hvis egnede kandidater vælger politikken fra og vælgernes valg i sidste ende ikke står mellem de bedst egnede, men mellem dem, der lige gad. Vil vi have et stærkt folkestyre, er der flere ting at tage fat på. Politikernes arbejdsforhold, deres mulighed for at udfordre forvaltningen, deres videreuddannelsesmuligheder, så de kan tilegne sig de kompetencer, de måtte mangle for at bestride de poster, de bliver valgt til – eller som de får i kraft af deres plads i byrådet.
Det kræver, at vi i fællesskab drøfter rammerne for lokalpolitikeres arbejde. Samtidig kan vi hver især gøre vores til ikke at skræmme potentielle kandidater væk: Behandle dem ordentligt, både på nettet og når vi møder dem nede hos købmanden, uanset om vi er enige eller uenige. De stiller op.
1 kommentar til “Debat – Demokratiets hjemmeværn”
Kære Morten,
Du rejser nogle væsentlige pointer om tonen i debatten, byrden på skuldrene af byrådsmedlemmer og rekrutteringsudfordringerne, som vi er mange, der kan nikke genkendende til. Jeg stiller selv op til byrådet for Socialdemokratiet og deler dit ønske om, at vi skaber bedre rammer for at engagere flere i det lokale demokrati – både som kandidater og borgere.
Særligt dine observationer om den hårde tone – ikke mindst på sociale medier – er værd at fremhæve. Mange, der engagerer sig politisk, oplever at få skudt motiver i skoene, blive hængt ud og mødt med mistillid, også når intentionerne er de bedste. Det er en reel barriere for nye kandidater – og for en sund demokratisk samtale.
Når det så er sagt, vil jeg gerne udfordre nogle af dine synspunkter om lokalpolitikeres rolle i bestyrelser og selskaber.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at sidde i forskellige bestyrelser for demokratiske virksomheder og foreninger, hvor der indgår politisk udpegede medlemmer. Og jeg må sige, at jeg ofte oplever det som en styrke – ikke en svaghed. De politisk udpegede bidrager med en anden vinkel og en forankring i det lokale, som supplement til den faglige ekspertise. Når det fungerer bedst, er det netop fordi der både er indsigt, ansvarsfølelse og en vilje til at lytte og lære.
Et godt eksempel er, når der sidder to politikere fra forskellige partier i samme bestyrelse. Det giver dynamik og perspektiv – og i de tilfælde, jeg har erfaring med, skaber det bedre beslutninger.
Farum Fjernvarme som et skræmmeeksempel – og ja, det er en sag, der fortjener sin egen bog. Men den skyldes snarere konstruktionen og fraværet af reelt demokratisk ejerskab end selve det, at der sad politikere i bestyrelsen. Man skal altid stille krav til ansvarlighed og kompetence, men jeg vil advare mod at konkludere, at politikere pr. definition er uegnede.
Vi lever i et repræsentativt demokrati. Her er det vigtigt, at borgerne ser sig selv spejlet – også i de råd og bestyrelser, hvor store beslutninger træffes. Det må aldrig blive sådan, at det kun er folk med bestemte uddannelser, titler eller netværk, der har adgang til indflydelse. Tværtimod. Vi har brug for både faglighed og folkelighed.
Du nævner, at nogle ben bruger deres bestyrelsesposter som “trøstpræmier”. Den oplevelse deler jeg ikke. Det er mit klare indtryk, at de fleste politikere tager opgaven alvorligt – og bruger mange timer på at sætte sig ind i komplekse sager. Det er i øvrigt sjældent for pengenes skyld. Et bestyrelseshonorar i fx varmeværket ligger på omkring 600 kr. om måneden. Det er næppe det, der trækker – men snarere ønsket om at gøre en forskel.
I mit virke har jeg haft fornøjelsen af at samarbejde med både nye og meget erfarne politikere fra hele det politiske spektrum: bl.a. Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup og næstformand for Det Konservative Folkeparti siden 2010, og Marie Stærke, borgmester i Køge og næstformand for Socialdemokratiet. Begge bringer stor politisk og ledelsesmæssig erfaring med ind i deres poster – og det er værdifuldt for de sammenhænge, de deltager i.
Også her i Furesø har jeg haft et tæt og konstruktivt samarbejde med stærke lokalpolitiske blandt andet profiler som Betina Ulvig Møller og Rikke Blak-Kristiansen, som jeg betragter som dygtige, vidende og dedikerede lokalpolitikere.
I Værløse Varmeværks bestyrelse sidder jeg desuden sammen med Tine Hessner (Radikale Venstre) og Egil Hulgaard (Konservative), som begge bidrager kompetent og engageret. Det er politikere, der har sat sig grundigt ind i stoffet og bidrager aktivt til udviklingen – både til gavn for værket og for borgerne.
Det er vigtigt at understrege, at politikere ikke skal drive kommunen, men sætte retningen. De skal være brobyggere mellem borgerne og beslutningerne. Måske kan man lidt på spidsen sige: Folk stemmer ikke nødvendigvis på os, fordi vi ved noget – men fordi vi vil noget.
Og netop derfor skal vi passe godt på dem, der har modet til at stille op – også dem, vi er uenige med. Det gælder både i mødelokalet, i medierne og nede hos købmanden. Vores demokrati er afhængigt af, at folk engagerer sig – og af at de bliver mødt med respekt.
Med venlig hilsen
Niels Holk Teinhart
Byrådskandidat for Socialdemokratiet i Furesø
Der er lukket for kommentarer.