Debat – En skole med gode rammer for undervisning og trivsel

Af: Anders Medum Groth, byrådskandidat for Radikale Venstre (B)
I de sidste fire år har jeg været næstformand i kommunens to udvalg, der har ansvaret for vores dagtilbud, skoler og tvangsanbringelser. Gennem årene har jeg været i kontakt med mange af vores medarbejdere og borgere derude. Både med forældre, elever og andre interessenter omkring skolen.
Overordnet set kan vi være stolte af vores skoler. De formår at skabe et højt fagligt niveau og god trivsel for langt de fleste. Men der er også fortsat en stor opgave foran os i forhold til de cirka 10 % af vores elever, der har større udfordringer end de fleste. Elever, der ikke består matematik og/eller dansk. Elever, der ikke kan komme i skole af forskellige årsager. Elever, som ikke har et skoletilbud, der passer til dem.

Det er en stor opgave – og en bekymring. For der er mange, vi burde gøre det bedre for. Vi ved, at hvis man ikke består folkeskolen, venter en svær tid. Vi ved også, at højt skolefravær kan være ødelæggende for familier. Faktisk bruger vi over 25 mio. kr. om året i kommunen på tabt arbejdsfortjeneste. Tænk, hvis vi i stedet kunne hjælpe familierne bedre?
Det må og skal være vores løfte, at vi i næste byrådsperiode sætter mere ind, så alle børn kan trives og udvikle sig godt. Det er en opgave, vi skal i mål med. Vi har i budgettet kæmpet flere midler hjem til børneområdet. Det er en god start. Nu skal vi sikre tid og rum til, at vores personale kan løse opgaven. De ved, hvad der skal til.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder