Debat – Er dette Socialdemokratiets nye politik?

Af Musa Harmanci. Byrådsmedlem for Venstre.
I sidste uge skrev den socialdemokratiske byrådskandidat og ansat i jobcenteret, Hans Christian Strange Lebech, et indlæg på sociale medier, som kredsede omkring den markante overvægt af indvandrere med ikke-vestlig baggrund på førtidspension.

Kære Hans
Jeg har læst dit indlæg og blev både forarget og frustreret over de generaliseringer og fordomme, du udtrykker om ikke-vestlige indvandrere.
Som indvandrer, der selv har arbejdet hårdt for at blive en del af det danske samfund, føler jeg, at dine ord misrepræsenterer virkeligheden for mange som mig. Jeg ser dine synspunkter i konflikt med din rolle som virksomhedskonsulent – og især med den rolle, du ønsker at indtage som politisk repræsentant for Socialdemokratiet ved kommunalvalget i 2025.
Det rejser samtidig et vigtigt spørgsmål:
Er det virkelig Socialdemokratiets politik at have kandidater med de fordomme og holdninger, som du åbent udtrykker om indvandrere?
Du skriver selv, at du generaliserer, men forsvarer det med dine egne erfaringer. Jeg forstår, at du oplever mønstre i dit arbejde, men det er vigtigt at huske, at mennesker ikke er tal eller kasser, der passer ind i én form. Din måde at fremstille ikke-vestlige indvandrere på som én homogen gruppe, der bevidst forsøger at snyde systemet, er en grov og farlig generalisering.
Hvad med de mange ikke-vestlige, der arbejder hårdt, forsørger deres familier og bidrager til samfundet? Hvad med dem, der kæmper for at bryde ud af sociale og økonomiske udfordringer, der ofte skyldes strukturelle forhold som diskrimination og mangel på lige muligheder?
Hvor er anerkendelsen af dette?
Hvordan vil du overbevise borgere om, at du repræsenterer Socialdemokratiets politik, hvis du fremmer splittelse fremfor sammenhold?
Det er dybt bekymrende, hvis dit kandidatur betyder, at partiet enten deler dine synspunkter eller er villigt til at se gennem fingrene med dem.
Din stilling som virksomhedskonsulent består i, at du møder mennesker med respekt og forsøger at hjælpe dem, uanset deres baggrund. Det er din opgave at finde løsninger og støtte mennesker i at få et meningsfuldt liv, også når de står over for store udfordringer.
Når du skriver med en tydelig mistro for en bestemt gruppe borgere, spørger jeg mig selv: Hvordan kan du rådgive og støtte, når du her forudindtaget, negativ holdning til dem, du skal hjælpe?
Du skriver, at mange har en “strategi” for at få tildelt førtidspension, som om det er en form for kollektiv sammensværgelse. Har du overvejet, at mange indvandrere har oplevet traumer, har haft hårdt fysisk arbejde hele deres liv eller ikke har fået den hjælp, de har haft brug for? Det, du kalder en “strategi,” kan også være et desperat forsøg på at navigere i et system, som de ikke forstår fuldt ud, og som ofte behandler dem med mistro.
Integration handler ikke kun om, at indvandrere skal tilpasse sig samfundet. Det handler også om, at samfundet – og især professionelle som dig – møder dem med åbne arme og lige muligheder. Når du som offentlig ansat og kommende politiker deler så generaliserende synspunkter, risikerer du at cementere de fordomme og barrierer, som gør det sværere for mennesker som mig at føle os som en del af fællesskabet.
Hvordan forventer du, at ikke-vestlige indvandrere kan blive en del af samfundet, når selv dem, der arbejder for at hjælpe os, ser os som snyltere og modstandere af fællesskabet? Dit indlæg gør det klart, at du ikke ser os som ligeværdige borgere.
Du skriver, at det er politisk ansvar at ændre tingene. Men du har også et ansvar. Du har magten til at påvirke mennesker positivt – til at støtte dem, til at hjælpe dem med at finde vej ind på arbejdsmarkedet. Det kræver dog, at du ser dem som mennesker med individuelle udfordringer og potentiale – ikke som repræsentanter for en problematisk “kultur,” du åbenbart har mistet tilliden til. For mennesker som mig fortjener at blive mødt med håb og støtte – ikke mistro og fordomme.
Som kandidat til kommunalvalget har du en platform til at skabe forandring og bygge broer fremfor at grave grøfter. Jeg håber, du vil bruge din position til at fremme integration og fællesskab fremfor splittelse og fordomme. For ja, vi skal alle bidrage til det danske samfund, men det kræver, at vi bliver mødt med tillid, forståelse og respekt.
Jeg ser en klar konflikt i de af Hans fremførte holdninger og Socialdemokratiets politik i Furesø. Det efterlader os med spørgsmålet:
Er dette Socialdemokratiet i Furesøs nye politik med holdninger der så åbenlyst strider imod de værdier, partiet traditionelt påstår at stå for?

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder