Af Niels Jørgen Brandt (C) byrådsmedlem og medlem af Natur- og Klimaudvalget
Der har været meget diskussion om de mange affaldsspande til sortering, vi har overalt i kommunen. De fylder op, og de er ikke ligefrem kønne. Og der er en stadig trafik af lastbiler, der kommer og tømmer dem.
For mig har det indtil nu været en acceptabel konsekvens af folketingsbeslutningen om kildesortering i 10 fraktioner hjemme, hvor vi bor. Vi skal sortere for at kunne genbruge og genanvende mest muligt af vores affald. Det er godt for miljøet og for reduktion af CO2 belastningen. Det er grøn handling og sund fornuft.
Derfor har jeg også selv bakket op om kildesortering i Furesø. Jeg har sorteret omhyggeligt, og haft det godt med det. Den rare følelse af at bidrage til det fælles bedste.
Den rare følelse fik et grundskud da jeg så, at min partifælle på Frederiksberg, Anders Storgaard, har fået tal fra sin forvaltning om, hvor dyrt det er at reducere 1 ton CO2 for hver af de 10 fraktioner for deres affaldsselskab ARC. Hold nu fast! Det koster 23.500 kr for Plast!! Næsten 20.000 kr for madaffald!! Næsten 11.000 for pap! Kun glas og metal ligger rimeligt og under 1000 kr pr ton CO2.
Anders, som er et af de mest engagerede klimamennesker, jeg kender, siger det sådan her: »Det er næsten mere effektivt for klimaet bare at sætte ild til penge. Altså, det er så vanvittigt ineffektivt, at man næsten ikke forstår det«.
Jeg forstår det heller ikke. Jeg har spurgt vores borgmester, som er formand for Vestforbrænding (VF), efter de tilsvarende tal for vores affaldsselskab. Måske VF gør det bedre? Svaret jeg har fået er, at det kan VF ikke beregne. De har endda fået metoden af mig, som ARC og Frederiksberg benytter. Men nej. Det kan VF ikke beregne!!
Så vi ved ikke, om det er lige så vanvittigt ineffektivt i Vestforbrændings opland. Men jeg ved så meget, at vi er nødt til at udfordre og gentænke den måde, vi samler og behandler affald på. Skal kildesorteringen ændres, så vi har færre spande og sorterer færre fraktioner – nemlig dem, hvor det ikke er så rasende dyrt? Skal vi lade centrale sorteringsanlæg klare noget af sorteringen?
Vi skal til at se på effekten for miljøet i forhold til de penge, der bruges. Er det ikke effektivt, er det bedre at bruge pengene på noget andet. Og borgernes tid!
Det her ændres ikke med et snuptag. Konservative har lige haft landsråd, hvor det blev vedtaget at arbejde for at sætte kommunerne mere fri til selv at finde de bedste løsninger omkring affaldshåndteringen. Det må vi håbe på vinder opbakning i Folketinget.
Indtil det sker, må Vestforbrænding udfordres meget mere af et nyt kommende byråd og af en ny borgmester.
Kilde: Berlingske Tidende 28/6 2025.







