Af Inge Storm. Formand for bestyrelsen på Lillevang Plejecenter
Det er trygt og godt at bo på Lillevang Plejehjem, og det er da heldigvis de tilbagemeldinger, vi får fra de fleste beboere. MEN det er jo nogle voldsomme artikler, der har været om den udadreagerende Flemming, som 30 gange er stukket af fra Lillevang, fordi han hellere vil hjem. Et plejehjem er åbent, dog kan demente normalt ikke komme ud, da man skal trykke på to døråbnere samtidigt. MEN folk er jo høflige, så hvis Flemming står ved døren, kan han smutte ud, når andre går ind. Og selvom han har GPS på, så kan han nå at komme et godt stykke væk, før han bliver indhentet af personalet. Og så skal han jo også overtales til at komme retur. Det tager tid.
I Seniorrådet har vi talt med store bogstaver, fordi der hele tiden bliver skåret ned på ældreområdet. Lillevang er underbemandet, og udvidelsen med 50 nye demente beboere, som skal falde til er en kæmpe opgave. Og i stedet for at tilføre de nødvendige ressourcer, skal der nu skæres halvanden årsværk, fordi der er brugt mange vikarer.
Det er næsten umuligt at rumme en udadreagerende person, som stikker af hele tiden uden at der tilføres ekstra ressourcer. En sådan mandsopdækning koster masser af tid og penge, som politikerne må finde.







