Af Louise Brandt FTR for lærerne i Furesø og kredsformand i Furesø Lærerkreds DLF
Som fællestillidsrepræsentant for lærerne på Egeskolen føler jeg mig forpligtet til at reagere på det voksende pres, som både personale og elever i disse måneder udsættes for i den offentlige debat. Det pres er ikke alene urimeligt – det er også skadeligt for arbejdsmiljøet og for de børn og unge, som er afhængige af netop stabilitet og tryghed i deres skolegang.
I lokalaviserne og på de sociale medier kan man igen og igen læse læserbreve, der argumenterer for, at Egeskolen bør flyttes eller lukkes hurtigst muligt – gerne længe før den nationale deadline i 2030. Når sådanne udsagn gentages offentligt, uden hensyn til konsekvenserne, skaber det et stort og unødvendigt pres på en medarbejdergruppe, som i forvejen løfter en kompleks og krævende opgave.
Det øger presset yderligere, når enkelte lokalpolitikere på sociale medier kobler Egeskolen til mistrivsel på andre skoler eller til uro i lokalområdet, herunder området omkring Rema1000. Medarbejderne oplever disse udtalelser som både udokumenterede og dybt urimelige. De bidrager til en negativ fortælling om skolens elever – en fortælling, som ingen børn eller unge bør bære på deres skuldre.
Lærerne står samtidig i en situation, hvor lokale forældregrupper deler flyers i Rema1000 for at fremme en hurtig udvidelse af Jonstrup Skole. Jeg undrer mig over, om dette arbejde også involverer lokalpolitikere som har andre roller, eksempelvis som medlemmer af en skolebestyrelse. Det rejser et reelt spørgsmål om dobbeltroller – særligt når der argumenteres for løsninger, der indirekte lægger pres på en i forvejen presset elev- og medarbejdergruppe.
Medarbejderne på Egeskolen har altid accepteret usikkerhed omkring elevtal som en naturlig del af deres arbejdsvilkår. Men den usikkerhed, man står i nu, er langt mere omfattende: Grundet igangværende og planlagt byggeri på skolens område, har der igennem længere tid været tvivl om, hvilke lokaler man har til rådighed for undervisning næste skoleår. Denne udfordring skulle dog gerne være løst nu, men det gør det meget vanskeligt at planlægge et fagligt forsvarligt skoleår så længe, der er uvished – og det slider på medarbejderne.
Som fællestillidsrepræsentant er jeg dybt bekymret for den langsigtede påvirkning på arbejdsmiljøet. Det store ydre pres, de mange spekulationer og den negative offentlige omtale øger risikoen for, at medarbejdere ikke kan holde til belastningen. Det vil i sidste ende ramme eleverne – og det bør ingen acceptere.
Det grundlæggende problem er, at Egeskolens personale og elever i den lokale debat bliver gjort til syndebukke for andre aktørers ønsker og behov. Det er hverken rimeligt eller ansvarligt. Lærerne ønsker blot at kunne passe deres arbejde og sikre den bedst mulige indsats for de børn og unge, som har brug for det.
Derfor opfordrer jeg til en mere respektfuld og afbalanceret debat, hvor alle parter husker, at ord har konsekvenser – især når de rammer en gruppe børn, der har krav på ro, støtte og en stabil hverdag. Egeskolens medarbejdere er dedikerede fagprofessionelle, og de vil gerne mødes med den samme respekt, som de hver dag møder deres elever med.
