Af Lene Bang, Farumborger
Vi er mange borgere i Farum, der ønsker politisk fokus og konkrete, fremadrettede løsninger for vores by.
I en tid, hvor de fysiske butikker kommer under pres, er lokale aktiviteter og stærke fællesskaber vigtigere end nogensinde. Hvis Farum Bycentrum fortsat skal være levende, kræver det politisk vilje og handling NU.
Farum Kulturhus – fra kontorer til fællesskab
En stor del af Farum Kulturhus anvendes i dag til kontorer. Det skaber ikke liv!
Hvorfor ikke midlertidigt flytte foreningsaktiviteter fra det nedslidte Stien (tidligere Bybækskolen) til Kulturhuset, mens Stien renoveres? Mødregrupper, bridgeklubber og andre foreninger kunne skabe liv i Kulturhuset og i Caféen – dag, aften og weekend.
Kommunale kontorer i Kulturhuset, kunne placeres på andre adresser, så der bliver plads til borgernære fællesskaber.
Immigrantmuseet kunne eventuelt også flyttes til en anden adresse.
Det vil give:
Mere liv i Kulturhuset og caféen – morgen, middag og aften
Mere aktivitet på Farum Bytorv
Mulighed for en grundig renovering eller ombygning af Stien
Flere lørdagskoncerter – og søndagsåbent
Lørdagskoncerterne trækker fulde huse. Alligevel står caféen ofte tom om lørdagen, medmindre der er større arrangementer.
Der er tydelig efterspørgsel på flere lørdagskoncerter for et voksent publikum. Men det kræver, at der afsættes de nødvendige midler.Samtidig bør Kulturhuset holde åbent til gallerierne om søndagen, så vi udnytter de kommunale bygninger langt bedre.
Legeplads på Kulturtorvet
I årevis har man talt om at etablere en mindre legeplads på Kulturtorvet mellem Kulturhuset og Farum Bytorv.
Det vil skabe naturligt ophold og mere liv for børnefamilier på indkøbstur.
Stien er nedslidt – men fuld af liv
Den gamle Bybækskole: Stien rummer i dag en lang række vigtige fællesskaber, hvor flere hundrede borgere kommer hver uge.
Mødregrupper.Bridgeklubber (8 hold – ca. 150-200 borgere hver uge) Yoga. Træ- og metalværksteder.Træning i den store sal. Læsegrupper. Stort fælleskøkken og
Frivilligcenter og Ungdomsskole
Men rammerne er ikke længere tidssvarende. Toiletterne er nedslidte og meget små. Det store fællesrum er iskoldt på grund af træk. Der mangler udendørs belysning ved parkeringsplads og indgange.
Bygningerne blev opført som skole i 1975 – og det kan både ses og mærkes.
Hvordan kan vi finansiering en renovering af Stien?
En mulighed kunne være at udbyde hele Stien til en bygherre, der bevarer og gennemrenoverer de nødvendige kommunale lokaler og samtidig får mulighed for at opføre f.eks. andelsboliger/bofællesskaber i flere etager.
På den måde kan vi både bevare og fremtidssikre kommunale rum til relevante formål – og finansiere en helt nødvendig opgradering.
Det er politikernes ansvar
Halvdelen af Furesøs borgere bor i Farum. Alligevel oplever mange af os, at udviklingen i vores by har behov for retning og prioritet.
Vi taler ikke om luksusprojekter.
Vi taler om fremtidssikring af basale rammer for fællesskab, kultur og foreningsliv i Farum. Og vi taler om liv og aktivitet i bycentrum.
Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at handle.
Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
Hvis vi vil have et levende bycentrum i Farum om 5, 10 og 20 år, kræver det beslutninger nu. Ikke flere hensigtserklæringer.
Jeg vil gerne opfordre byrådet til at fremlægge en konkret plan og tidsramme for:
Øget aktivitet i Kulturhuset
Udvikling af Kulturtorvet
Renovering og fremtidssikring af Stien
Furesø er en dejlig kommune med to byer
Halvdelen af Furesøs borgere bor i 3520 Farum.
Den anden halvdel bor i 3500 Værløse.
I Farum har vi følgende lokalområder: Farum Landsby. Farum sø. Stavnsholt. Farum Kaserne og Farum Midtpunkt
Farum fortjener politisk mod og klare prioriteringer.
Nu må der handles. Tak.








2 kommentarer til “Debat – Farum Bycentrum trænger til et løft – politisk handling ønskes”
Meget spændende visioner – på slle 3 fronter. Det vil vække glæde og tilfredshed hvis Byrådet går med og ind i forslagene.
Tak Lene.
Gode ideer som fortjener vurdering & diskussion i blandt Farums borgere og det samme samt beslutninger i Byrådet og dets relevante udvalg om at få konkrete ombygninger og omfordeling af lokaler sat igang. P.S. Bregnerød og Kassernen hører også med til Farum….
Der er lukket for kommentarer.