Debat – FCN hører til i Farum – nu skal vi sikre fremtiden!

Af Bjarne Damberg. Byrådskandidat, Moderaterne i Furesø
Jeg er ikke blot byrådskandidat for Moderaterne i Furesø – jeg er også en mangeårig FC Nordsjælland-fan. Min passion for klubben begyndte i 2000, og jeg har fulgt dens udvikling tæt lige siden. Jeg var til stede på generalforsamlingen i Farum Boldklub i 2003 og stemte for at give FC Nordsjælland licens til at spille i Superligaen. Siden da har jeg rejst landet rundt for at støtte holdet, og jeg ved, hvor vigtig klubben er for vores kommune.
Derfor er jeg glad for borgmester Ole Bondo Christensens udmelding om FC Nordsjællands historiske tilknytning til Farum. Det er en vigtig anerkendelse af klubbens betydning for Furesø. Men vi skal sikre, at de fine ord også fører til handling. Jeg vil holde borgmesteren fast på, at kommunen reelt bakker op om FCN’s fremtid i Farum – ikke bare i ord, men i konkret politik.
FCN’s overvejelser om at flytte til Hillerød i 2019 og 2020 kom ikke ud af ingenting – de opstod, fordi klubben ikke kunne få mulighed for at udvikle sig i Furesø. Nu har vi chancen for at rette op på fortidens fejl og sikre, at FCN bliver i kommunen på varige vilkår.
Som byrådskandidat for Moderaterne vil jeg arbejde for:
✅ At FC Nordsjælland får mulighed for at købe Right to Dream Park, så klubben får kontrol over sin egen fremtid.
✅ At vi skaber en aftale, der giver FCN mulighed for at udvide og modernisere stadion og faciliteterne i takt med klubbens vækst.
✅ At Furesø Kommune forpligter sig til en stabil og fair politik over for FCN – uden pludselige huslejestigninger eller politiske kovendinger.
✅ At samarbejdet mellem FCN, lokale klubber, skoler og erhvervsliv styrkes, så vi fastholder og udvikler talentmassen i området.
✅ At Furesø fortsætter med at være en idrætskommune med en internationalt anerkendt fodboldklub.
FC Nordsjælland er en del af Furesø – og det skal de blive! Men det kræver, at vi tænker langsigtet og sikrer, at klubben har de rette rammer for vækst og udvikling.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder